Spansk scoop kan blive til flere
Historisk: David Cortés, 35-årig højre back, er den første spanier i AGF. Men ikke nødvendigvis den sidste.
Han har spillet 399 kampe i La Liga og den næstbedste række i Spanien, det svarer til 550 timers fodbold på topplan. David Cortés, AGF’s nye spanske højre back, er det, som AGF-træner Morten Wieghorst kalder en god spiller.
35 år er han, spanieren, og selv om han næppe spiller på topplan i yderligere fire-fem sæsoner, tøver AGF-træneren ikke med at kalde det et scoop, at det er lykkedes at hente David Cortés til AGF.
»Der er en sprogbarriere, da han kun taler en lille smule engelsk, men han har været ekstremt åben over for de andre spillere i forhold til at lære fra sig. Det er helt fantastisk. Han kommer til at give sine holdkammerater rigtigt meget. Både i forhold til det, som han kan som spiller, men også i forhold til at give sine erfaringer videre. Det er et scoop, at vi har været i stand til at tiltrække ham,« siger Morten Wieghorst.
Kun et par gange har David Cortés trænet i AGF, men Morten Wieghorst har set rigeligt på kort tid til at tilbyde spanieren en etårig aftale.
»Alderen er ikke noget problem nu, men når man er deroppe, så kan det være en udfordring at se to år frem. Men jeg har ingen betænkeligheder. Han spillede 25 kampe i den næstbedste liga sidste sæson. Men det kan ændre sig. Når man har med ældre spillere at gøre, skal man passe lidt på. Derfor er et år det rigtige. Dermed ikke være sagt, at det bliver længere,« siger AGF-træneren.
Som type passer David Cortés perfekt ind i Morten Wieghorsts fodboldfilosofi. Han er rolig på bolden, og han ved, hvornår der skal spilles simpelt.
»Det ligger helt naturligt til ham. Det har vi også arbejdet med. At kunne spille med få berøringer, for det enkle er ofte det bedste. Det vil han kunne tilføre. Han er som spanske fodboldspillere er flest, han vil gerne spille med bolden, han passer fint ind,« forklarer Morten Wieghorst.
Guider medspillerne
Størst er trænerens begejstring for spanierens evne til at hjælpe sine holdkammerater.
»Jeg kan se, at han guider de andre i det, som jeg gerne vil have. Han har overskud, han har været med i mange år, og han har styr på sit eget spil. Så er det nemmere at dirigere andre. Det ligger til ham.«
Tidligere har tre spaniere optrådt i dansk topfodbold. Først Daniel de Pedro Vide i Fremad Amager i 1994, siden dansk-spanieren Thomas Christiansen i Herfølge i 2000 og senest Julián Luque Conde i Sønderjyske i sidste sæson.
Forbindelsen til David Cortés er skabt via scout Erik Larsen, som i flere år har arbejdet sammen med Michael Laudrup. David Cortés spillede i Getafe, da Laudrup var cheftræner. Og David Cortés kan få følgeskab af flere af sine landsmænd.
Om jeg spiller torsdag?Det afhænger af El Mister.David Cortés, spansk spiller i AGF
»Det ved man aldrig. For har man en, er det nemmere at integrere yderligere en. Det er ikke sådan, at vi siger, at det sker. Men det kan blive vores gevinst, at Spanien har det svært generelt. Min erfaring med spanske spillere er, at de er ekstremt professionelle, og det kan vi godt bruge. En spiller, der kan vise de andre vejen og være med til at løfte. Jo flere vi kan få af den type, jo bedre er det,« siger Morten Wieghorst.
For David Cortes er en kontrakt i Danmark ensbetydende med et nyt eventyr.
»Det er en fin mulighed for mig, for jeg kan opleve en helt anden kultur, og jeg kan prøve noget helt nyt i sidste del af min karriere. Jeg ved godt, at det ikke er den danske Superliga, men jeg kommer til en klub, der er meget vigtig i Danmark, en klub med en lang historie og med en positiv tilgang til at rykke op igen. Jeg glæder mig til at hjælpe til,« kommer det fra David Cortés, der allerede torsdag aften kan debutere i hjemmekampen mod Vejle.
»Jeg har det fint rent fysisk, men jeg mangler kamptræning. Den spanske liga sluttede i begyndelsen af juni. Om jeg spiller torsdag? Det afhænger af El Mister,« siger David Cortés.
Om han bliver den eneste spanier eller ej i AGF, så kan Morten Wieghorst godt vænne sig til at blive tiltalt, som trænere gør i Spanien.