AaB i klassisk dansk nederlag
Én personlig fejl ødelagde AaB’s Champions League-kamp mod Zagreb.
2014-eventyret i AaB kommer formentlig til at mangle et centralt kapitel i forhold til guldåret 2008.
Dengang kom Wayne Rooney og andre store fodboldnavne til Aalborg for at spille Champions League-fodbold.
Efter 0-1 hjemme i Aalborg til Dinamo Zagreb synes det lidet sandsynligt, at det sker igen. I den kroatiske hovedstad får de færreste noget fra med fra og nu skal AaB derned og vinde.
Decideret uheldigt
Trøsten er imidlertid to-delt. AaB ved vil exit om en uge få en chance for at spille sig i Europa League. Derudover kommer de danske mestre trods alt bruge det til noget, at de spillede en meget fin kamp onsdag aften.
Forinden var der rundt om kampen opbygget masser af respekt for Dinamo Zagreb. Kroatiske mestre ni år i træk og tilmed en rig klub. Aktuelt med tre VM-spillere i truppen og den slags lyder også flot i Nordjylland.
Men AaB havde ingen grund til at være duperede. De danske mestre var bedre end de kroatiske i stort set hele kampen. Det var decideret uheldigt, at AaB ikke var foran ved pausen. Fra Anders K. Jacobsens stolpeskud efter tre minutter, over flere løse chancer ved dødbolde og til Thomas Enevoldsens store mulighed kort før pausen.
Alle sammen blot i 1. halvleg, hvor AaB spillede glimrende. Ja, decideret besnærende. Det var ikke de velbetalte kroater, portugisere og andet Zagreb-godtfolk, der spillede den gode fodbold.
Ung venstre back var strålende
Det var som at se AaB i guldsæsonen. Konstant på bolden og med et beundringsværdigt mod til hele tiden at spille rundt i små kombinationer. Onsdag aften manglede kun gennembruddene på egen hånd fra Nicolaj Thomsen og solgte Kasper Kusk. Til gengæld giver det igen vand i de nordjyske øjne at sidde og se på Thomas Enevoldsens rolige fodboldfødder.
Selv den nye venstre back, 19-årige Jakob Blåbjerg, var strålende. Den voksne knægt spillede sin anden kamp på AaB’s førstehold, hvilket var umuligt at se.
Men det var ikke kun Thomsen og Kusk, der manglede fra guldholdet. Også to andre helt, helt vitale spillere, Rasmus Würtz og Jacob Ahlmann, var fraværende med skader. Et soleklart bevis på, at man i Aalborg har samlet en fremragende bredde for små penge.
Lammende sekvens
Midt i det glædelige var der dog panderynker i 0-0 pausen, da Kasper Risgård humpede rundt og læge Søren Kaalund rystede på hovedet. Et slag på foden tvang løbenarkomanen ud og gav i stedet sæsondebut til Nicolaj Thomsen.
Da havde de fleste hellere set Nicklas Helenius på banen i stedet for Lukas Spalvis. Forårets vidunderdreng satte ikke mange fodboldstøvler rigtigt og lignede en spiller med masser af plads af forbedring i spillet med ryggen til modstanderens mål.
Og mens AaB midt i al den kollektive skønhed manglede den sidste, individuelle klasse, dukkede den op fra en kroatisk fod. Marcelo Brozovic brugte sin sommer på den kroatiske bænk ved VM i Brasilien.
Han har ikke haft nogen lang ferie, men virkede nu også glad for at spille fodbold igen, da han koldt curlede bolden i mål kort efter pausen. Den lammende sekvens indledt af en Kenneth Emil Petersen-fejl på midten og efterfølgende kroatisk omstilling.
En skuffende udgang
Målet kom ud af ingenting og tog totalt pusten fra AaB i fem-ti minutter. Derfra fortsatte billedet med nordjyderne på bolden og med massivt overtag.
Dog med den store forskel, at man profiterede for lidt af det store spilovertag. Der skete for lidt i straffesparksfeltet, hvor energiske Anders K. Jacobsen blev træt og Enevoldsen ”døde” på kanten.
Det gjorde ingen forskel at sætte Nicklas Helenius ind midt i 2. halvleg. Der var ikke mere action i Zagrebs straffesparksfelt og således en skuffende udgang på noget, der ellers tegnede så godt.