Fortsæt til indhold
Fodbold

Da hollandsk totalfodbold ændrede spillet

Det hollandske landshold, med Johan Cruyff i spidsen, begejstrede alle ved VM i 1974.

I 1974 stormede det hollandske landshold ind på den internationale fodboldscene, og det var første gang at totalfodbold blev spillet til en slutrunde.

Hollænderne havde ikke deltaget i de seks foregående VM-slutrunder. Men i 1974 var de pludselig turneringens bedst spillende hold, og tabte først i finalen til Vesttyskland.

Men hvad var det, som pludselig havde ændret sig i hollandsk fodbold?

Landstræner Morten Olsen spillede i nabolandet Belgien i den periode, men stødte jævnligt på de hollandske klubhold i europacuppen.

Og han mener det hele startede med de hollandske storklubber Ajax og Feynoord.

”De vandt europacupper på stribe, og de spillede på ny måde,” siger Morten Olsen.

Fleksibilitet var nøglen

Han mener, at der særligt var en ting, som definerede totalfodbolden.

”Totalfodbold var en fleksibilitet, hvor alle skiftede positioner. En back var ikke kun en back. Han skulle også kunne spille fløj. Og de var meget angrebsivrige, så både sweeper og stopper gik med frem. Det var det helt modsatte af det italienskprægede cattenaccio, som var den defensivt prægede måde italienske klubber vandt europacupper på,” siger Morten Olsen.

Alle spillere skulle være teknisk gode, og så skulle de være multifunktionelle, og der er stadig spor af det på det hollandske landshold.

”Det kan man eksempelvis se på Dirk Kuyt nu. Han har både spillet venstre og højre back og fløj under denne slutrunde,siger Morten Olsen.

Tænkte fodbold

Hollænderne spillede 4-3-3, men de var meget fleksible. Selvom Cruyff var angriber, var han ofte tilbage på banen og hente bolden.

Cruyff passerer Kent Karlsson under kampen mod Sverige i Dortmund.

Når Morten Olsen skal finde forklaringen på, hvad der skete i Holland i disse år, henviser han til de danskere, som spillede klubfodbold i Holland.

”Hvis man snakker med danske spillere som tog til Holland i 60’erne og 70’erne, siger de, at de ikke havde tænkt over spillet, inden de tog til Holland. De spillede bare. Hollænderne startede med betalt fodbold i 1954, og det gjorde, at de fik en fodboldkultur. Og den handlede meget om at tænke fodbold, og specielt om at bruge rummene og skabe plads til sig selv,” forklarer Morten Olsen.

Talentudviklingen i centrum

Som det er sket i andre små lande, så havde Holland en gylden årgang af spillere. Danskerne oplevede det selv tolv år senere med deltagelsen ved VM i Mexico.

Men grundstenen blev lagt i det seriøse talentarbejde, som hollænderne lavede. Ajax fodboldskole har været berømt, modellen fra Holland har inspireret siden.

”De var enormt gode til talentudvikling, og det har inspireret mange, eksempelvis Mathias Sammer som styrer talentudviklingen i Tyskland nu,” siger Morten Olsen.

Vandt aldrig guld

Selvom der var bred enighed om, at Holland spillede det bedste fodbold i 1974, blev de ikke verdenmestre.

I finalen mødte hollænderne værtsnationen, Vesttyskland, som havde Franz Bekkenbauer som anfører.

På trods af en tidlig føring, på et straffespark fremtvunget af Cruyff, måtte Holland se sig slået 2-1. Gerd Müller lavede det afgørende mål for tyskerne.

Bekkenbauer roste sidenhen Cruyff på sin egen måde.

”Cruyff var den bedste spiller, men jeg vandt VM.”

Se minipotræt af Cruyff fra VM i 1974