"Vi opnåede mere på 90 minutter, end politikerne gjorde på 20 år"
I 1998 spillede USA og Iran den måske mest politisk ladede kamp ved et VM nogensinde.
De var egentlig arvefjender.
Så da det blev kendt, at USA og Iran skulle møde hinanden i den anden gruppekamp i gruppe F ved VM i Frankrig i 1998, var der nervøse miner i begge lejre.
Og der var da også nok at være nervøs for - for uden for banen var og er forholdet mellem de to lande til tider anspændt, til tider på kogepunktet.
Gidseltagning ikke glemt
I 1998 var den såkaldte gidseltagning i Teheran langt fra glemt hos amerikanerne, og de var således fuldt ud klar over, at de iranske myndigheder havde ladet en gruppe studenter storme den amerikanske ambassade i Teheran i 1979 og holdt over 50 amerikanere fanget i 444 dage.
Affæren skabte dyb splittelse i forholdet mellem USA og Iran, der indtil februar 1979 havde været styret af shahen Mohammed Reza Pahlavi, der var støttet af USA.
En revolution satte dog en stopper for dette, og et islamisk styre blev indsat.
Anspændt optakt
Alt dette var baggrunden for ængstelsen op til kampen i 1998, hvor både USA og Iran skulle bruge en sejr efter nederlag i deres første kamp.
Optakten til selve kampen var langt fra optimal, da Fifa inden kampen måtte løse et håndtryksrelateret problem. Iranerne var nemlig ”hold B” ifølge Fifa, og det betød, at de skulle gå frem mod ”hold A” - amerikanerne - og give dem hånden, hvilket Irans øverste leder, ayatollah Khomenei, havde forbudt.
Problemet blev dog løst, da Fifa overtalte amerikanerne til at være holdet, der gik frem mod modstanderen og gav hånd.
Gruppefoto og gaver
Da først de iranske og amerikanske spillere fik lov at agere på nogenlunde egen hånd, skulle det dog vise sig, at de mange bekymringer var ubegrundede.
Som en gestus havde iranerne medbragt små gaver og hvide blomster - et iransk fredssymbol - til de amerikanske spillere.
Stemningen spillerne imellem umiddelbart op til kampen var så afslappet, at et relativt uformelt gruppefoto med begge hold kunne tages - med de iranske og amerikanske spillere arm i arm.
Iransk sejr
Da først kampen gik i gang var de varme følelser dog pakket væk for en stund, og en intens men fair spillet kamp fulgte.
Iranerne vandt 2-1 og sendte dermed - angiveligt til stor jubel i Teheran - USA ud af VM i det første møde mellem de to lande i en fodboldlandskamp.
Kampen var dog så vellykket på det politiske og menneskelige plan, at amerikanerne inviterede iranerne til at deltage i en venskabskamp halvandet år senere i Californien.
”Vi opnåede mere på 90 minutter, end politikerne gjorde på 20 år,” sagde den amerikanske forsvarsspiller Jeff Agoos efterfølgende.
Selvom stemningen siden langt fra altid har være venskabelig mellem de to lande, var der tidligere på året forlydender om, at Iran ville blive inviteret med til en amerikansk opvarmningsturnering op til VM i Brasilien.
USA endte dog med at spille opvarmningskampe mod bl.a. Nigeria og Tyrkiet i stedet.