Fortsæt til indhold
Fodbold

Han er Morten Olsens hovedpine

Overvejelser: Lasse Schöne er Årets Spiller i Ajax, og hans dominerende præstation mod Ungarn giver Morten Olsen noget at tænke over.

Dennis Bergkamp, Frank Rijkaard og Wesley Sneijder. Rafael van der Vaart, Luis Suarez og så Lasse Schöne.

Det er et ganske udmærket selskab, Lasse Schöne er havnet i som Årets Spiller i Ajax Amsterdam. Ganske udmærket.

Med til historien hører selvfølgelig, at siden klubben begyndte at uddele en pris til sin bedste spiller, er den blevet en markant mindre skikkelse i Europa.

Trofæer i de største turneringer i Europa er blevet afløst af mislykkede forsøg tre år i træk på at komme videre fra Champions League-gruppespillet.

De to seneste som hollandsk mester. I år fik Ajax Amsterdam endda læsterlige klø ude og hjemme af Peter Ankersens nye klub Salzburg.

Men Årets Spiller i Ajax Amsterdam klinger fortsat nydeligt. En buste til kaminen.

»Det har været imponerende, at han i hele sæsonen har holdt så højt et niveau, og det er kun fortjent, at han er blevet kåret til Årets Spiller i Amsterdam. Fuldt fortjent,« siger Christian Eriksen, som aldrig vandt prisen, selv om han efter sæsonen 2012/2013 blev kåret til den næstbedste spiller i den hollandske liga efter Bony Wilfried fra Vitesse, som nu er i Swansea.

Plads til Schöne

Eriksen fortæller, at han har set de fleste af Ajax’ kampe i denne sæson. Derfor er han i stand til at forklare Schönes fremgang.

»Jamen han har været afgørende og fået mere ansvar. Det har han taget på sig, og han har været meget mere indblandet i tingene end før, og så kan man virkelig se, hvor god en spiller han er.

Påstanden er dernæst, at der selvfølgelig skal være plads til en dansk fodboldspiller i sin bedste alder, der er den bedste, de har at byde på i Hollands største klub.

Sådan har det bare ikke været for Lasse Schöne, selv om han har lavet hattrick og alt muligt andet lækkert i Holland i den netop afsluttede sæson.

Torsdag fik han en halvleg mod Ungarn i sine første landskampsminutter i et år, og Schöne var i sine 45 minutter Danmarks mest dominerende spiller mod et svagt hold.

»Jeg håber da, at jeg har givet ham noget at tænke over,« svarer Lasse Schöne på spørgsmålet, om han tror, at Morten Olsen har fået hovedpine over opstillingen mod Sverige på baggrund af Schönes præstation.

Og Olsen har en del at tænke over. Han skal skuffe mindst én spiller, som et eller andet sted har fortjent en tur i Danmarks startopstilling. Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli og Lasse Schöne ligner nemlig hinanden så meget, at der næppe er plads til alle tre i en dansk startopstilling mod et kvalitetshold.

Bedre efter Eriksens farvel

Torsdag spillede Krohn-Dehli på den centrale midtbane, og det gik godt.

Da det blev forsøgt ude mod Makedonien, gik det helt galt, og det bliver ikke noget, landstræneren forsøger i en EM-kvalifikationskamp i Beograd eller Lissabon.

»Vi skal også være realistiske, og det ville være totalt naivt at spille med Michael Krohn-Dehli ved siden af William Kvist, ligesom det ville være det, hvis AaB spillede med Kasper Risgård ved siden af Rasmus Würtz i kvalifikationen til Champions League. Moderne, international fodbold afgøres på omstillinger og dynamik,« siger Morten Olsen.

I Lasse Schönes fodboldkarriere har Christian Eriksen været hans bedste ven til spillet i de små rum i Ajax og på landsholdet, men Eriksen har også været et problem.

Det er påfaldende, at Schöne er blevet så meget bedre for Ajax netop i denne sæson, da Eriksen spiller i Tottenham.

»Det har måske hjulpet ham, at jeg ikke har været på holdet,« erkender Eriksen.

Schöne mener, at han simpelthen er blevet en bedre fodboldspiller.

»Jeg har flyttet mig i år, selv om jeg er blevet 27 år. Jeg bliver bedre og bedre. Hvis man spiller på det højeste niveau i Champions League og i toppen af Æresdivisionen, flytter man sig automatisk. Så får man kamp til stregen, og så flytter man sig. Det kan jeg godt mærke i år,« siger han.