Fortsæt til indhold
Fodbold

Den lange snor er blevet kort

AGF: Træner Peter Sørensen har erkendt, hvor slemt det står til i AGF. Og han vil handle derefter. Det er slut med at give enkelte spillere særbehandling.

Jesper Engmann

Når AGF’s spillertrup i dag møder ind til årets anden træning, vil Peter Sørensen indkalde til et møde.

Her vil AGF-træneren fortælle, hvordan han har set det seneste års tid. Og hvordan han ser det kommende halve år.

Og et stort punkt på trænerens dagsorden er særbehandling.

»Jeg har vist min trup stor tillid. Truppen er meget fin. Derfor kan det godt ske, at der er nogen, der har fået for lang snor alligevel i min tro på, at det niveau, som de tidligere viste, var det niveau, som de ville vise i de kommende kampe igen og igen. Der var nogen, der ikke levede op til den tillid. Det ændrer ikke på, at det er mit ansvar, og at det er mig, der har valgt holdet. Jeg har haft tillid til holdet, men vi har ikke kunnet levere godt nok tilstrækkelig mange gange. Det må vi tage op til fornyet overvejelse, men det ændrer ikke på, at der er principper, vi vil forfølge og dyder, vi ikke vil afvige fra: Måske har jeg tænkt, at okay, til træning har han ikke vist, hvor dygtig han egentlig er, men det viser han nok i kampen. Det kommer vi ikke til at gøre i fremtiden. Vi kommer til at sætte hold, på baggrund af det vi ser, og ikke, hvad vi tror, vi kommer til at se.«

Den første uge efter AGF’s sidste kamp i efteråret deltog træneren i flere møder med klubbens ledelse og bestyrelse.

De gamle dyder

»Jeg fremlagde min evaluering af godt og skidt, men må erkende, hvor slemt det er, og det har jeg forsøgt. Og jeg har forsøgt at se mig selv efter i sømmene. Nu er det sådan, at man ikke kan fortryde. Men man kan se tilbage og sige, kunne jeg have gjort noget anderledes. Det har jeg prøvet. Det er slemt, for hele 2013 har været for fattigt på point. Der er noget, der skal justeres, både i det daglige setup, men i særdeleshed i forhold til at finde tilbage til dyder, som har været gangbare og gældende i den tid, jeg har været her.«

Hvad skal ændres i dagligdagen?

»Vi bliver nødt til at se spillere, som tørster efter at overbevise om, hvor dygtige de er. Ikke kun i kampene, men kontinuerligt i træning og kamp. Vi har spillere, som selvfølgelig har en interesse i at fremme deres egen karriere, men de skal være klar over, at det kun sker ved at levere for holdet og klubben. At de er loyale over for klubkammerater og konceptet. I de snart fire år, jeg har været her, har vi haft ganske få dårlige træningsdage. Ganske få. Men det seneste halve år har vi haft en for stor del af det samlede antal dårlige træningspas. Og det skal ændres.«

Har du ikke været hård nok?

»Jeg har muligvis set gennem fingre med noget, fordi der måske har været nogle menneskelige og forståelige forhold, og jeg har accepteret ting af hensyn til den enkelte, men det har haft den ulempe, at det er gået ud over holdet. Når man accepterer noget hos en spiller, der får genvalg, så er der en anden, som ikke er med. Det er givetvis en fejl, jeg har begået. Men ikke en fejl, jeg kommer til at gentage.«

Hvad har du især spekuleret på i pausen?

»Jeg har tænkt på, hvad jeg kunne og burde have gjort anderledes. Hvad var det, vi var for dårlige til, hvem var for dårlige, hvorfor de var det, og hvordan vi skal ændre det, hvordan vi får den enkelte til at præstere sit bedste til glæde for holdet. Når man gennem en længere periode vinder for lidt, så er det naturligt, at det er træneren, man kan komme efter. Men det er også sådan, at vi skal have tingene til at fungere, at vi skal kunne stole på hinanden og vise hinanden tillid. Og det kommer jeg til at gå en hel del op i nu.«