Fortsæt til indhold
Fodbold

AGF-træner: Jeg har lavet fejl

Superliga: Peter Sørensen vil i foråret søge tilbage til en rendyrket stil med hårdt arbejde i fokus. Det er slut med at veksle mellem forskellige spillesystemer.

Jesper Engmann

AGF-træner Peter Sørensen erkender, at han i efteråret nok har holdt for længe fast i sine idéer, og det har haft betydning for AGF’s resultater og spil.

»Holdets struktur og organisation har været præget af, at der var særlige spillere, jeg gerne ville have plads til. Det har muligvis været forkert. At jeg har skiftet for ofte i systemer og har villet have plads til bestemte spillere. Det må jeg sige. Ligesom jeg beder spillere evaluere sig selv, så må jeg gribe i egen barm: Okay, jeg har måske også kørt for længe med noget andet. Måske ville det være bedre, hvis vi havde kørt en rendyrket stil og kun havde afveget, når vi eksempelvis skulle i Parken og møde FC København. Det har været lidt for meget både-og, og jeg har nok haft for stor tiltro til, at vi kunne være upåvirket af, at vi ændrede konceptet,« siger Peter Sørensen dagen efter AGF’s nederlag på 0-3 til FC Midtjylland.

Sidste efterår var spillere som Osama Akharraz, Casper Sloth og Mikkel Kirkeskov blandt de fremtrædende på AGF-holdet, men det er også nogle af de spillere, der har virket lidt energiforladte på det seneste, påpeger Peter Sørensen.

Tre unge stamspillere

De tre spillere har været med i startopstillingen hele efteråret, omend Osama Akharraz indledte på bænken i søndagens nederlag i Herning.

»Jeg nævner ikke de tre, fordi de har været ringere end andre, men fordi de er gået fra at være bænkespillere til klassespillere. Nu skal de ikke længere overraske folk ved at kunne spille med på holdet, men de skal kunne bære folks forventninger om at være de bedste stort set hver gang. Det er unge folk, der for halvandet år siden sad på bænken, inden de eksploderede og kom tæt på landsholdet,« forklarer AGF-træneren.

At han gennem flere kampe troligt har placeret de nævnte spillere på holdet skyldes, at han mener, at de rummer noget, som styrker AGF-holdet.

»De har været påvirket af, at holdet har været ramt, og holdet har været ramt af, at de ikke har været helt oppe at ringe. Og jeg har måske også holdt fast så længe, at det har kostet andres muligheder for at spille. Der er en del spillere, der er gået fra at være håbefulde til at være spillere, der skulle leve op til høje forventninger. Det, tror jeg, har været en del af forklaringen på, at vi ikke helt har ramt det niveau, vi kan nå,« mener han.

Alle skal arbejde

I de afsluttende kampe har AGF-træneren også observeret, at enkelte spillere har hængt med hovedet lidt for længe. Og det er det slut med.

»Vi kommer til at rendyrke vores stil og spil. Vi kommer til at sætte et hold op, så vi med sikkerhed kan sige, at dem her, de er parat til kamp. De er parat til at arbejde, og de har en indstilling som denne: Okay, vinder vi ikke i dag, så er det i hvert fald ikke fordi, vores indstilling er forkert. Vi kommer til at stille et hold til samtlige kampe, hvor jeg med sikkerhed kan sige, at vi har trænet i en defensiv struktur. Vi kommer til at være mere solide og robuste, og vi kommer til at bruge spillere, der er villige til at arbejde fra første til sidste sekund,« forsikrer Peter Sørensen, som hælder til, at AGF i foråret udelukkende vil anvende ét spilsystem, formentlig 4-4-2.

I efteråret har AGF vekslet fra kamp til kamp. Nogle gange spillede man med en angriber, andre gange med to, og i de fleste tilfælde med en hængende angriber bag den forreste.

Tilbage til det basale

» Måske har vi ikke været klar til at skifte system og stil så ofte, som jeg har ønsket med henblik på at få spillere på banen, der skulle have noget ekstra individuelt. Det er måske gået ud over helheden. Og det er slut. Vi kommer ikke til at veksle mellem forskellige systemer i forårets kampe. Vi kommer til at finde tilbage til det basale, vi kommer til at træne i vores organisation, som ikke har været god nok. Vi vil fokusere på, at der skal scores færre mål imod os. Det er helt sikkert. Og så skal vi være fremadrettede og målsøgende. Vi skal være aggressive. Det bliver det grundlæggende.«