Der tog træneren vist lige fejl
Angriber: Søren Larsen var frustreret over en bænkeplads mod Brøndby, men viste i pokalen, at han kan score mål.
Søren Larsen kom sidst ud af omklædningsrummet i Brønshøj, og det kunne tages som et udtryk for, at han blev stående så længe under bruseren, at han nåede at få ros fra alle på AGF’s hold efter sine to mål mod Brønshøj i pokalturneringen. Eller også tog det lidt ekstra tid at få skyllet skuffelsen fra de seneste uger af sig.
Søren Larsen blev pillet ud i pausen af hjemmekampen mod Viborg, og ugen efter indledte han på bænken, da Brøndby kom til Aarhus.
»Jeg har scoret næsten hver gang, jeg har spillet, så min tro på egne evner er intakt. At jeg ikke var med mod Brøndby skyldtes, at Peter syntes, at der var andre og bedre muligheder, og det må jeg respektere. Men jeg synes, at det må svært at sætte en mand af, der har scoret i flere kampe op til. Men det er nu engang Peters beslutning, og så må jeg vise, at det var en kæmpefejl, han begik. Og det tror jeg godt, han er klar over,« siger Søren Larsen og griner på en matchvinder-lumsk facon.
Ros fra træneren
Peter hedder Sørensen til efternavn og er træner for AGF’s Superligahold, og han roser sin angriber, der med to mål mod Brønshøj sendte AGF videre til 4. runde.
»Det var noget af det bedste, jeg har set fra Søren. Han vandt stort set samtlige dueller, han arbejdede hårdt, han scorede et par mål. Jeg forlanger ikke ret meget mere,« kom det fra AGF-træneren til Onside lige efter pokalkampen.
Søren Larsen har i de seneste seks kampe, pokalen talt med, scoret seks mål, så alt peger jo på, at han igen er med fra start, når AGF møder AaB på søndag.
»Nej, jeg forventer ikke at starte mod AaB. Nu er det en helt ny modstander, og det kan jo være, at jeg ikke passer til den kamp. Sådan er det åbenbart her, vi stiller hold efter, hvem vi møder, men jeg håber da, jeg er med. Jeg synes, at jeg har vist, at jeg er, hvor jeg skal være. Jeg ved, hvor målet står, og jeg bruger ikke mange chancer på at score. Det tæller vel til min fordel,« siger den 32-årige angriber.
Har du en fornemmelse af, at du skal yde mere end 100 pct. for at være sikker på at spille?
»Ja, det kan du egentlig godt have ret i. Jeg ved ikke, om der er forskelsbehandling, men jeg har mine kvaliteter og mine begrænsninger, og det er jeg klar over, men som jeg siger, så var det mystisk at forbigå en mand, der er i god form og laver mål. Det var jeg lidt forundret over, men det er jo ikke en børnehave, dette her.«
Ind og ud af holdet. Forvirrende eller hvad. Ikke for Søren Larsen.
»Det handler om at holde fokus. Er jeg frustreret, så kan jeg jo bare gå til Peter og spørge, ”hvad dælen tænker du på?”, hvis jeg vil have et svar. Men han begrunder jo sine valg for os alle, og så må jeg acceptere det. Jeg gider ikke gå ind og diskutere med chefen. Jeg kan bedre lide at træne endnu hårdere og tage kampen i stedet for at brokke mig. Men selvfølgelig blev jeg frustreret. Men igen, han skal udtage 18 spillere, vi er 25 i alt. Der er jo en ny kamp lige om hjørnet, og så må man gribe chancen der. Hvis jeg begynder at brokke mig, så kommer jeg jo ikke på holdet. Det er mål, der tæller, forhåbentlig også to på udebane mod Brønshøj. Men nu må vi se.«