Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby-investorer står til stort tab

Aktien i fodboldselskabet Brøndby blev tirsdag formiddag kraftigt udvandet. Dyk på mere end 60 pct.

Kursen på Superliga-klubben Brøndby IF's aktie styrtdykker tirsdag med mere end 60 pct.

Det skyldes, at mere end 54 mio. nye aktier strømmer ud på aktiemarkedet som en konsekvens af den emission, der netop har indbragt selskabet 108 mio. kr. i livgivende kapital.

Det får som ventet aktien til at falde til et niveau omkring 2,30 kr. De mange nye aktier er nemlig købt til 2 kr. plus omkostninger til tegningsretten, og dermed udvandes værdien af de gamle aktier.

Store tab

Udviklingen betyder dog, at de mange investorer, der satte penge i den gamle aktie op til emissionen, står til et større tab.

"Mit bud er, at de har tabt mange penge. Det er bare et spørgsmål, om de realiserer tabet nu eller senere," siger økonom i investeringsbanken Nordnet Per Hansen.

I den periode på 14 dage, da der blev handlet med tegningsretter, blev der samtidig handlet næsten 1,4 mio. Brøndby-aktier. Det siger ikke noget om, hvor mange, der købte de gamle aktier til en højere kurs end den aktuelle, men det siger noget om handelsaktiviteten.

Mærkeligt

Allerede da handlen med den gamle aktie fandt sted i dagene op til emissionen, undrede Per Hansen sig over interessen:

"Det var mærkeligt, at folk ikke kunne gennemskue, at det var en gigantisk udvanding med en kapitaludvidelse til 2 kr. og 1 øre, som tegningsretterne blev handlet til den sidste dag. Der findes ikke belæg for at tro på, at en kasse, der var gabende tom, pludselig skulle være blevet 600 mio. kr. værd med en kurs på 10. Men det viser vel, at der er mange, der investerer med hjertet i den type aktie."

Svært at forklare

Han peger på, at man så en lignende udvikling, da en kapitaltilførsel var på vej i det nu krakkede Amagerbanken. Sideløbende med en tegningskurs på 3 kr. kunne man se, at der blev handlet aktier til kurser på 8 kr.-18 kr.

"Det var også vanskeligt at forklare, for kursen faldt dengang også til omkring 3 kr.," siger Per Hansen.

Afgørende kampe

Med aktieemissionen i Brøndby stiger antallet af aktier fra godt 5,5 mio. til omkring 60 mio. aktier. Aktieklasserne i klubben er ophævet, og kursen har fundet sit nye leje.

"Jeg vil tro, at det er nogenlunde det leje, som den skal ligge i. Måske en anelse højere.

Men det er helt afgørende er, hvordan Brøndby klarer sig i de kommende kampe. Hvis klubben rykker ned, vil man som minimum formentlig blive nødt til at overveje endnu en kapitaludvidelse eller måske at sælge stadion. På den anden side kan en redning få nogle investorer til igen at reagere irrationelt, og det kan få aktien til at stige," vurderer Per Hansen.