Fortsæt til indhold
Fodbold

Graulund har spillet sin sidste kamp

AGF's målfarlige angriber Peter Graulund stopper karrieren med øjeblikkelig virkning.

Ritzau

Den mangeårige angriber for AGF's superligahold Peter Graulund stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning, oplyser TV2 Østjylland.

36-årige Graulund, der har lavet hele 107 mål i den bedste danske fodboldrække, kan ikke længere holde til fodbold på topplan. Derfor har han fredag meddelt AGF, at han er færdig som aktiv fodboldspiller.

Det går ikke længere. Jeg kan ikke blive ved med at holde til det
Peter Graulund

- I de seneste to år har det været skade på skade. Det går ikke længere. Jeg kan ikke blive ved med at holde til det, siger Peter Graulund til TV 2 Østjylland om baggrunden for sin beslutning.

Et chok

I AGF kom Graulunds opsigelse som en overraskelse, men man accepterer angriberens beslutning.

- Det kommer som et chok for os alle. Men jeg ved også, at når Peter træffer så stor en beslutning, så sker det efter grundige overvejelser, og det har jeg respekt for, siger sportschef Brian Steen Nielsen.

Graulund indledte superligakarrieren i Vejle Boldklub i midten af 90'erne og skiftede i 1998 til Brøndby. Her blev han tre år senere superligatopscorer og blev efterfølgende solgt til den tyske klub Bochum.

Lejekontrakt

Her fik han dog aldrig noget gennembrud og skiftede derfor til AGF i første omgang på en lejekontrakt.

Da den aarhusianske klub ikke kunne købe ham fri, flyttede den venstrebenede målskytte til Sverige, hvor han spillede to sæsoner for Helsingborg, inden han vendte tilbage til Aarhus i 2006.

I efteråret 2011 rev han sin ene akillessene over, og dengang lignede det afslutningen på karrieren. Graulund kom dog overraskende hurtigt på benene igen, og kom da også på måltavlen i flere af forårets kampe.

Blandt de mest scorende

Han spillede i alt 290 superligakampe. Med sine 107 mål er han nummer seks på listen over de mest scorende i Superligaen kun overgået af Søren Frederiksen, Peter Møller, Heine Fernandez, Steffen Højer og Frank Kristensen.

Han scorede sit sidste superligamål, da AGF slog Silkeborg 4-0 den 1. september.