Graulund mister anførerbindet i AGF
Veteranen Peter Graulund er ikke længere anfører for AGF. En skuffet Graulund "vil lade fodboldstøvlerne tale".
Når AGF onsdag spiller sommerens første træningskamp mod AaBs mestre, vil holdets topscorer i sidste sæson ikke længere bære anførerbindet.
Peter Graulund må nemlig overdrage æren til holdets målmand, 25-årige Steffen Rasmussen.
Det skriver klubbens hjemmeside.
"Med den konkurrence, vi har fået i angrebet, kan vi ikke på forhånd sige, at Peter er på banen i alle kampene. Hvis han rammer det høje niveau, han viste i efteråret, er der ingen tvivl om, at han starter inde. Men her og nu kan vi ikke garantere, at han starter inde, og derfor har vi valgt at udnævne Steffen Rasmussen til ny anfører," forklarer Ove Pedersen.
Valget var logisk
Ove Pedersen mener, at Steffen Rasmussen er et oplagt anførervalg.
"Steffen er opvokset i den kultur, vi har fået opbygget i klubben, og han har de lederegenskaber, der skal til for at blive en god anfører," konstaterer træneren.
Steffen Rasmussen har indtil videre spillet 156 kampe for AGF.
"Først og fremmest er jeg både stolt og beæret over at blive anfører. Det er en spændende opgave, som jeg glæder mig til at komme i gang med. Jeg er vant til at gå forrest på banen, så på den måde føler jeg ikke, at det vil ændre mit spil, men det bliver spændende at være bindeled mellem spillerne og ledelsen," siger Steffen Rasmussen på hjemmesiden.
Holdkammeraten Peter Graulund er naturligvis skuffet over at miste anførerbindet, men han har på ingen måde tænkt sig at smide håndklædet i ringen.
"Jeg tager beslutningen til efterretning. Det er en del af gamet - og min eneste kommentar er, at jeg har tænkt mig at lade fodboldstøvlerne tale," siger Peter Graulund.