Peter Nielsen stopper i FCK
FC København og assistentræner Peter Nielsen har besluttet at stoppe samarbejdet.
Dermed har den københavnske storklub besluttet at efterkomme Peter Nielsens ønske om at blive fritaget fra sin kontrakt.
- Vi havde gerne set Peter fortsætte i klubben. Peters samarbejde med Ståle og den øvrige trænerstab har været forbilledligt. For at imødekomme enhver tænkelig spekulation vil jeg gerne understrege at dette alene bunder i Peters private situation, men at hverken Peter eller FC København ønsker at kommentere yderligere herpå. Peter vil som tidligere spiller, anfører og træner altid have en særlig plads i klubben, og vi takker mange gange for indsatsen, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen, der samtidig har iværksat jagten på en afløser til assistenttrænerjobbet.
Peter Nielsen fik en del fokus rettet mod sig, da Ståle Solbakken i en kamp i foråret viste sine frustrationer ved at skubbe til sin assistent, men klubben afviser, at den episode har noget at gøre med jobskiftet.
Den nu forhenværende FCK-træner indstillede sin aktive karriere i 2003, hvorefter han begyndte at arbejde som træner. Først i 2006 begyndte han dog som assistent for Ståle Solbakken i FCK.