Rekordoverskud i FC Nordsjælland
SAS Liga-klubben FC Nordsjælland har sorte tal på bundlinjen for fjerde år i træk. Hele 23 millioner kroner lød overskuddet for 2007 på.
Selv om salget af Morten Nordstrand til FC København indbragte 15 millioner kroner, så er det ikke den eneste årsag til, at FC Nordsjælland præsterede et rekordstort overskud for regnskabsåret 2007.
Farum-klubben nåede i alt et plus på 23 millioner kroner, et resultat, som klubejer Allan K. Pedersen er godt tilfreds med, da han kommenterer resultatet over for TV2 Sporten.
- Vi har været benhårde til at styre vores omkostninger, og vi har været rigtigt gode til at udvikle vores forretning, siger direktøren, der har holdt en stram løn- og indkøbspolitik. Han afviser imidlertid ikke, at der bliver lettet en smule på kistelåget i den kommende tid.
- Det kan da godt være, at vi kommer til at lave større indkøb, end vi før har lavet. Men jeg tror lige så meget, at vi kommer til at lave mere talentarbejde, mere coaching og mere kompetenceudvikling hos dem, vi har, siger han til tv-stationen.
Det er fjerde år i træk, at FC Nordsjælland har overskud på bundlinjen.