Fortsæt til indhold
Fodbold

Underholdende slagudveksling endte med FCM-nederlag

Der blev skabt chancer i læssevis i begge ender af banen, men belgiske St. Truiden var skarpest og slog FCM.

/ritzau/

FC Midtjylland skabte masser af chancer, men mål blev det aldrig til, og så tabte midtjyderne torsdag aften på hjemmebane til St. Truiden i Conference League.

I det utroligt underholdende opgør i Herning mødte belgierne nemlig også op med angrebsiver, og selv om det kunne være blevet til mange flere, var et mål nok til sejr på 1-0.

Kampen blev afgjort efter 42 minutter, da flere FCM-spillere tog sig en blunder i defensiven, og Frederic Soelle scorede kampens eneste mål.

Dermed har midtjyderne fået en skuffende indledning på Conference League. Klubben spillede uafgjort i første runde og har nu også et nederlag på samvittigheden.

FCM kom rigtig fint i gang med opgøret på eget græs. Flere gange kom midtjyderne tæt på og kunne sagtens have scoret et par mål før pausefløjt.

For eksempel havde Mileta Rajovic en friløber efter en veltempereret dybdebold fra David Martinez, men angriberen sparkede kuglen i sidenettet.

St. Truiden lå dog også hele tiden på lur, og efter 42 minutter slog gæsterne til.

Robert-Jan Vanwesemael rundede alt for let Sofus Johannesen i højresiden, inden han hældte kuglen ind i feltet, hvor David Martinez stod og snorksov, da Frederic Soelle umarkeret kom løbende og pandede St. Truiden i front.

Det blev begyndelsen på et par sløje minutter for David Martinez. Kort før slutfløjt fik venezuelaneren en gigantisk chance i det belgiske felt, men lossede bolden langt over mål.

Ikke meget ændrede sig på den anden side af pausen. Kampbilledet var helt åbent, og begge hold skabte med jævne mellemrum rigtig store muligheder.

For eksempel skulle der ikke meget til for, at Stanley Iheanacho efter 56 minutter kunne være kommet på måltavlen for FCM med et fladt langskud.

Omvendt var Nordin Bakker i midtjydernes mål også på overarbejde flere gange efter pausen, og FCM kunne sagtens have tabt større, end tilfældet blev.