Fortsæt til indhold
Fodbold

Infantino åbner for Fifa-reformer efter fejlslagen plan

Hvis det står til Gianni Infantino, vil Fifa-præsidenten nu gerne reformere det globale fodboldforbund.

/ritzau/

Gianni Infantino har længe været i modvind som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) efter en fejlslagen plan om at sælge andele af VM og andre af forbundets turneringer til investorer.

Nu lover Infantino i et brev til organisationens 211 medlemslande, at planen, der gik under navnet Fifa Forward Enterprise, er endegyldigt skrottet og ikke vil blive gennemført.

Ydermere vil Infantino gerne i dialog med alle medlemslande om reformer af Fifa. Det skriver han i brevet, som er set af blandt andet Reuters, AFP og The Athletic.

Til medlemslandene skriver Infantino, at han vil spørge Fifa Council, forbundets ledende organ, om det ønsker ”en uafhængig ekstern gennemgang af Fifas nuværende rammer for ledelse og beslutningsprocesser omkring større strategiske initiativer og anbefale mulige forbedringer”.

- For det andet vil jeg foreslå, at Fifa Council etablerer en direkte, struktureret og tidsbegrænset konsultation med medlemsforbundene og relevante interessenter om, hvordan Fifas beslutningsprocesser kan styrkes yderligere.

- Fifas demokratiske processer, uafhængighed og sportslige myndighed var aldrig til salg. De er ikke til salg og vil aldrig blive det, skriver Infantino i brevet.

Han kommer også ind på det kontroversielle og fejlslagne projekt om at sælge ud af forbundets turneringer.

Det skulle aldrig have været ude i offentligheden så tidligt, og før hele processen var afsluttet, og før det kunne præsenteres fuldt ud for medlemsforbundene, forklarer han.

- Jeg anerkender, at det uden den fulde kontekst skabte bekymring og gav indtryk af, at beslutninger allerede var truffet. Det var de ikke.

- Det er nu trukket tilbage og vil ikke blive gennemført, lover Fifa-præsidenten.

Forbundet skal nu finde en anden måde at generere penge på.

- Tilbagetrækningen af FFE-forslaget mindsker ikke vores ambition eller vores ansvar for at investere mere af Fifas succes tilbage i fodbolden.

- Det, der ændrer sig, er ikke ambitionen, men styrken i den proces, hvorigennem store idéer udvikles, afprøves og besluttes, skriver Infantino.