FCK cementerede førstepladsen med fjerde sejr i træk
FC København gjorde ikke mere end højst nødvendigt, men det var rigeligt til en hjemmesejr over AC Horsens.
Med den fjerde sejr i træk i Superligaen har FC København sat sig solidt på førstepladsen.
Fredag aften blev det til en 2-0-sejr til FCK mod oprykkerne fra AC Horsens foran 26.172 tilskuere i Parken.
Med sejren topper FCK tabellen med 21 point efter otte kampe. Heraf har FCK vundet syv. FC Midtjylland er nummer to med 15 point for en kamp færre.
AC Horsens er placeret midt i rækken med ti point efter otte kampe og kan stadig kalde sæsonstarten for godkendt efter sejre over OB, Lyngby og Sønderjyske.
Horsens kunne med lidt mere skarphed i afslutningerne have skabt mere spænding om resultatet, end det endte med.
FCK fik en drømmestart, da forsvarsspilleren Felix Beijmo sparkede hjemmeholdet foran 1-0 efter blot syv minutter.
Beijmo, der havde fået pladsen som højreback, udnyttede passivt forsvarsspil hos Horsens til at lave åbningsmålet.
Efter målet kom Horsens bedre med i kampen, og udeholdets offensivspiller Yamirou Ouorou fik testet FCK-keeper Diant Ramaj, som diskede op med en god redning.
FCK spillede hverken prangende eller sprudlende, men Horsens havde omvendt ikke kvaliteten til at straffe hjemmeholdet.
Fire minutter efter pausen fordoblede FCK føringen, da angriberen Viktor Dadason leverede en god soloaktion og sparkede bolden fladt i nettet til 2-0.
Den 16-årige midtbanespiller Marvin Nasnas, der var kommet ind fra anden halvlegs start for FCK, var tæt på at score yderligere, men Horsens-keeper Matej Delac reddede forsøget.
Horsens havde sporadiske forsøg, men udeholdet formåede ikke at lave det mål, der kunne have skabt spænding om resultatet.
Efter 79 minutter gav FCK debut til midtbanespilleren Hunor Nemeth, som var med til at køre sejren i hus i det sidste kvarters tid.