Frankrig følger trop: Trækker støtten til Infantino
Efter møde i eksekutivkomitéen har Det Franske Fodboldforbund besluttet, at man ikke støtter Gianni Infantino.
Det Franske Fodboldforbund (FFF) er det næste forbund i rækken, der trækker støtten til præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino.
Det siger den franske fodboldpræsident, Philippe Diallo, efter et møde i fodboldforbundets eksekutivkomité torsdag, skriver Reuters.
Det er første gang, at FFF kommer med en officiel holdning til Fifa-præsidenten efter de seneste mange ugers virak.
Den franske fodboldpræsident Diallo har længe ikke lagt skjul på sin modstand mod Infantino, og nu er det også forbundets officielle holdning.
DBU sagde i august, at man fra dansk side ønsker Fifa-præsidenten væk, og at man ønsker et troværdigt alternativ.
Forbundene i blandt andet Holland, England, Italien, Belgien, Skotland, Sverige, Finland og Wales har ligeledes meldt ud, at man ikke støtter Infantino.
Det Norske Fodboldforbund har taget skridtet videre og bedt Infantino om at trække sig.
Fifa-præsidenten har været i et regulært stormvejr, siden Fifa i slutningen af juli fremlagde planer om at åbne for eksterne investorer ved forbundets turneringer.
Det blev mødt af massiv modstand, hvilket fik Infantino til at trække forslaget tilbage, men på det tidspunkt var proppen skudt af, og utilfredsheden var massiv.
Balladen har dog ikke ændret på, at Infantino agter at stille op til genvalg næste år.
Det kommende præsidentvalg afvikles i forbindelse med Fifas kongres i Marokko 18. marts.
Der er endnu ikke blevet præsenteret en modkandidat, der kan stille op mod Infantino.