Hollywoodstjerne har købt sig ind i traditionsrig svensk klub: »Der er måske noget ideologisk i det«
Den amerikanske skuespiller kan være med til at ændre folks opfattelse af sporten, lyder det i forbindelse med opkøbet, som giver store perspektiver ifølge en tidligere dansk landsholdsspiller.
De fleste vil nok huske hende som FBI-agenten Dana Scully i tv-serien ”X-Files”.
Andre vil genkende hende som Margaret Thatcher i Netflix-hittet ”The Crown”.
Nu har Hollywood-stjernen Gillian Anderson påtaget sig en ny rolle, der har vakt opsigt i blandt andet Sverige.
Den 58-årige amerikaner har nemlig købt sig ind i Crux Football og dermed to traditionsrige fodboldklubber – Montpellier FC fra Frankrig og svenske FC Rosengård.
»Hun har vist et dybt engagement i at styrke forholdene for kvinder og piger samt en stærk tro på, at der kan blive skabt nye historier, der kan være med til at ændre folks opfattelse af sporten,« lyder det i en udtalelse fra Crux Football.
Det er bemærkelsesværdigt, at valget er faldet på lige præcis den organisation, mener TV 2-kommentatoren Luna Gevitz.
En stor stolthed
Den tidligere landsholdsspiller har selv været hos Montpellier HSC ad to omgange, først i 2012-13 og siden endnu et år frem til karrierestoppet i 2023.
»Der er en stor stolthed i og omkring klubben, der har et stort navn i Frankrig. Det minder meget om FC Rosengård. Begge klubber har et stort potentiale, men der er måske blevet hvilet på laurbærrene i deres storhedstid, og nu mangler der blandt andet nogle tidssvarende faciliteter,« siger hun.
Den 32-årige Luna Gevitz mener samtidig, at investeringen viser et stort potentiale i kvindefodbold.
»Der er måske noget ideologisk i det, fordi de gerne vil være med til at bygge sporten op. Det er et nyt land, som hun og de andre investorer er ved at betræde. Jeg tror, at mange gerne vil være med til at definere, hvordan der kan blive skabt en vej, som ikke behøver at være en tro kopi af, hvad der sker i herrefodbold,« siger hun.
Sårbart system
I de seneste år har flere etablerede klubber i ind- og udland tilknyttet et kvindehold til et allerede veletableret herrehold. Der er nogle klare fordele i forhold til eksponering og økonomi, men netop Montpellier viser også, hvor sårbart systemet er, forklarer Luna Gevitz.
»Nu er det begyndt at gå dårligt for herrerne, og det er så tilsyneladende gået ud over kvindesiden, som nu er blevet solgt fra,« siger hun og tilføjer:
»Man kan let ende som andenprioritet i sådan en konstellation, og derfor er det enormt positivt at se nogle investorer, der vil bygge et kvindehold op selvstændigt både økonomisk, kulturelt og organisatorisk.«
Den tidligere fodboldprofil hæfter sig også ved, at Gillian Anderson og de andre investorer tilsyneladende ikke har tænkt sig at skabe forandringen alene.
»Jeg kan se, at de vil etablere et spillerråd, der skal være med til at fastlægge, hvordan man skaber en bæredygtig organisation. Det er enormt positivt og vigtigt, at der ikke bare kommer nogen udefra med en stor pengepung, men at de gerne vil skabe en forandring sammen med dem, der kender sporten indefra,« siger hun.