Uefa skruer bissen på: Vil boykotte alle VM-turneringer i protest mod Fifa-planer
De 55 medlemmer af Uefa erklærer sig parat til at tage drastiske skridt i kampen mod Fifas planer om at sælge ejerandele i VM-turneringer til private investorer.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er klar til at boykotte VM og andre Fifa-turneringer.
Det sker i protest mod Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) planer om at etablere og frasælge dele af et kommercielt selskab, der skal drive Fifas turneringer.
»Europas holdning er klar. Vi vil aldrig give denne model vores opbakning eller legitimitet. Ingen har den moralske ret til at sælge noget, de alene har ansvar for at videreføre til den næste generation,« fastslår Uefa i en udtalelse efter dagens godt to timer lange hasteindkaldte møde.
De 55 medlemslande bag Uefa, heriblandt Danmark og Dansk Boldspil-Union (DBU), peger på, at Fifas planer er »udviklet i hemmelighed« og forsøges vedtaget gennem »pres og trusler«.
Derfor siger Uefa fuldstændig fra over for Fifa-planerne og præsident Gianni Infantino.
»Som følge af dagens drøftelser vil ingen Uefa-landshold deltage i Fifa-turneringer, så længe disse forslag fortsat er på bordet,« fastslår de 55 medlemslande.
Uefa understreger i den udsendte meddelelse, at den ultimative afvisning af Fifa-planerne skyldes hensynet til fodboldens fremtid.
Særligt Fifas planer om, at private investorer kan købe andele i et nyt kommercielt selskab, Fifa Forward Enterprise (FFE), har de seneste dage mødt kritik. Med planerne åbner Fifa for, at eksterne investorer f.eks. kan købe sig ind i en VM-slutrunde.
»I det øjeblik eksterne investorer får ejerandele i Fifas turneringer, vil international fodbold være forandret for altid,« fastslår de 55 medlemslande.
Den konfrontatoriske melding kommer i forbindelse med, at Uefas medlemslande torsdag eftermiddag har holdt et onlinemøde om Fifa-planerne, hvor også DBU deltog.
Netop DBU står bl.a. overfor at skulle sende kvindelandsholdet til VM i Brasilien i 2027, efter at kvinderne har vundet sin kvalifikationsgruppe suverænt.
Alligevel understreger DBU-formand Jesper Møller, at DBU bakker 100 pct. op om boykotten for at stoppe Fifa-planerne.
»Der var fuldstændig enighed på tværs af alle 55 forbund om at signalere en meget stærk position mod projektet. Derfor har jeg også givet Uefa mandat til at bruge alle værktøjer i kampen,« siger Jesper Møller i en udtalelse.
Han forklarer, at Uefa - ligesom Fifa - selvfølgelig ønsker at udvikle fodbolden og skabe flere muligheder for medlemsforbund verden rundt.
Men hele forløbet omkring FFE-selskabet er stærkt kritisabelt, fordi hverken Fifas medlemsforbund eller det styrende råd i Fifa, Fifa Council, er blevet inddraget undervejs.
»Det giver dårlige mindelser fra dengang European Super Leaque blev præsenteret i april 2021 som en tyv af natten,« siger Jesper Møller.
Kogt ind til benet er DBU’s holdninger derfor krystalklar, lyder det: »Vi afviser enhver form for privatisering af vores alles VM«, siger DBU-formanden.
Uefa har ført an i kritikken, efter at Fifas planer blev kendt.
Fifa og Gianni Infantino venter, at man med FFE-planerne vil være i stand til at rejse 4,2 mia. dollar, svarende til knap 28 mia. kr.
Fifa har slået fast, at nettooverskuddet fra det indledningsvise salg af en mindre ejerandel i FFE vil blive geninvesteret i fodbolden. Hvis Fifas 211 medlemslande tilslutter sig projektet, vil de ifølge Fifa kunne modtage yderligere millionafkast fra verdensforbundet.
Tirsdag skrev Fifa i en udtalelse, at man arbejder sammen med den amerikanske finansbank JP Morgan om at finde investorer til projektet.
En af de involverede parter i FFE-projektet er firmaet Thrive Eternal, som ifølge Bloomberg News er grundlagt af Joshua Kushner, der er bror til Donald Trumps svigersøn Jared Kushner.
Fifa har sat den 19. september som frist for en afklaring af FFE-projektets fremtid.