Landsholdets teenager begejstrer: »Værsgo, her har Danmark igen en stjernespiller«
Tag en dyb indånding. For her er 19-årige Victor Froholdts seneste hektiske måneder, der har katapulteret ham op blandt de allerbedste på fodboldlandsholdet, som i disse dage jagter en VM-plads.
»Jeg er glad,« konstaterer en dreng på 19 år med lyst strithår og mørke øjenbryn.
Han er flyttet hjemmefra, helt til Portugal, han er ved at rykke ind i et hus i landets næststørste by, Porto. Her er han ansat i den lokale topklub, FC Porto.
Nej, han kommer ikke til at drikke portvin lige foreløbig, understreger han, men han er begyndt at lære sproget og går også til golf for at kunne socialisere med sine holdkammerater.
Den slags tager tid. Med den fart, Victor Froholdt har på i sit liv, er det i hans tilfælde et spørgsmål om minutter. Se bare på hans eksplosive udvikling.