Fortsæt til indhold
Fodbold

FC Nordsjælland finder ny cheftræner i egne rækker

Afløseren for Johannes Hoff Thorup som cheftræner i FC Nordsjælland er fundet, og det blev en intern kandidat.

/ritzau/

FC Nordsjælland har ansat Jens Fønsskov Olsen som ny cheftræner. Det oplyser FCN mandag på fodboldklubbens hjemmeside.

Han afløser dermed Johannes Hoff Thorup, der er skiftet til den engelske klub Norwich.

Jens Fønsskov Olsen var tilknyttet FCN’s trænerteam som assistent i sidste sæson, og han er stolt over at kunne træde ind i den nye sæson som cheftræner.

- FCN er en virkelig spændende klub, som er inde i en spændende udvikling, og da muligheden for at tage endnu mere ansvar for den udvikling bød sig, var jeg ikke i tvivl.

- Jeg ved, at klubben har været rigtig grundig i processen, og det gør mig bare endnu mere sikker på, at det er det rette match, siger Jens Fønsskov Olsen til klubbens hjemmeside.

FCN-fodbolddirektør Phil Radley forklarer mere om forfremmelsen.

- Vi vidste fra start, at vi havde en topkandidat i Jens, og vi er meget glade for, at vi også har været topprioritet hos Jens blandt de muligheder, han har haft denne sommer.

- Da det stod klart, at vi skulle have ny cheftræner, gik vi selvfølgelig i gang med at afsøge markedet gennem en grundig proces og målte ham op mod diverse eksterne kandidater.

- Den proces har bekræftet os i, at Jens er den rette for os, siger Phil Radley.

FCN sluttede den seneste sæson i Superligaen som nummer fire og kommer dermed ikke til at spille europæisk fodbold i den kommende sæson.