Dansk fodboldfan er rolig: » Desværre kommer der en skrækhistorie ind imellem«
Drabene på svenske fodboldtilskuere i Bruxelles gør ikke danske fans, der er rejst til San Marino, nervøse.
Christopher Steffensen og hans tre rejsekammerater i rød-hvide landsholdsbluser føler sig sikre. De er i badebyen Rimini, tirsdag aften skal de se San Marino mod Danmark sammen med cirka 1.900 andre danske fans. Og mandagens terrorhandling i Bruxelles, der kostede to svenske fodboldtilskuere livet, gør dem ikke nervøse for sikkerheden.
»Jeg læste nyheden fra Bruxelles sent mandag aften. Jeg tror ikke, det er fodboldrelateret, det, der er sket i Bruxelles. Jeg er bange for, at for mange vil drage paralleller til Israel, men motivet er vel terror, en enlig ulv, med baggrund i radikalisering,« siger Christopher Steffensen og tilføjer:
»Sikkerheden fyldte meget mere hos mig, da vi sidste sommer var i Paris til landskamp, hvor der er problemer i bydelen Saint-Denis. I en lille by som Rimini sker der ikke det store, og i San Marino endnu mindre. Hvis vi havde spillet i Belgien, havde det helt sikkert fyldt alt. Så ville jeg også have tænkt over sikkerheden, inden jeg tog afsted. Der er et par problematiske områder i Bruxelles så som Molenbeek.«
Christopher Steffen læser statskundskab på Københavns Universitet, og har taget nogle fridage med vennerne for at opleve landsholdet på udebane og lege turist i Bologna. Iført rød-hvide trøjer:
»Jeg har min landstrøje på, og det tænker jeg ikke over. Her er jeg ikke bange. Desværre er der idioter, der skal diktere, hvordan man skal opføre sig. Det er ærgerligt. Jeg kan huske, at jeg tænkte lidt over det, da vi gik hjem til hotellet efter kampen i Paris. Vi gik i vores landsholdstrøjer sammen med masser af franskmænd, og vi havde lige klasket dem 2-1, men det gik fint. Der skete intet, og det var i et ret belastet område af byen.«
Terrorhandlingen i Belgien får ham ikke til at ændre adfærd og skjule sit tilhørsforhold.
»Uanset hvad tror jeg stadig jeg ville gå i en landsholdstrøje. Mennesker er generelt søde, og det er kun en brøkdel, der vil gøre en ondt. Risikoen for, at det sker, er heldigvis minimal. Desværre kommer der en skrækhistorie ind imellem,« siger han.
Kampen mellem San Marino og Danmark spilles kl. 20.45. Dansk Boldspil-Union (DBU) meldte sent mandag aften ud, at man følger udviklingen i forhold til sikkerheden i San Marino.
»Vi er i dialog med de danske og de lokale myndigheder, men p.t er der ikke ændret i forholdet til danskere i udlandet,« skriver DBU.