Fortsæt til indhold
Fodbold

Her er ottendedelsfinalerne i Europa League og Conference League 2023

Sporting skal møde Arsenal i ottendedelsfinalen. Manchester United får på ny spansk modstand.

/ritzau/

Sporting fra Portugal havde ikke de store problemer med at ekspedere FC Midtjylland ud af Europa League torsdag aften.

Til gengæld venter der formentlig langt hårdere modstand til portugiserne i ottendedelsfinalen. Fredagens lodtrækning i Uefas hovedkvarter i Nyon parrede nemlig Sporting med det engelske tophold Arsenal.

Træner Mikel Artetas mænd fører lige nu Premier League efter 17 sejre i de første 23 kampe og vandt i efteråret sin Europa League-gruppe foran PSV Eindhoven.

Også en anden engelsk storklub, Manchester United, får sydeuropæisk modstand i næste runde.

Efter sejren over Barcelona skal holdet måle sig med endnu en spansk opponent i form af Real Betis, der aktuelt er nummer fem i La Liga.

Ottendedelsfinalernes første kamp afvikles 9. marts, og der er returopgør en uge senere. Finalen skal spilles i Puskas Arena i Budapest 31. maj.

Her er alle ottendedelsfinalerne:

* Union Berlin - Union Saint-Gilloise.

* Sevilla - Fenerbahce.

* Juventus - Freiburg.

* Bayer Leverkusen - Ferencvaros.

* Sporting - Arsenal.

* Manchester United - Real Betis.

* Roma - Real Sociedad.

* Shakhtar Donetsk - Feyenoord.

I Conference League skal den danskerprægede belgiske klub Anderlecht op imod Villarreal fra Spanien.

Anderlecht, som har Jesper Fredberg som sportsdirektør, Brian Riemer som træner og Anders Dreyer i spillertruppen, ekspederede torsdag aften Ludogorets ud efter straffesparkskonkurrence.

Her er Conference Leagues ottendedelsfinaler:

* AEK Larnaca - West Ham.

* Fiorentina - Sivasspor.

* Lazio - AZ Alkmaar.

* Lech Poznan - Djurgården.

* Basel - Slovan Bratislava.

* Sheriff Tiraspol - Nice.

* Anderlecht - Villarreal.

* Gent - Basaksehir.