Den nye Brøndby-chef Jesper Sørensen oplevede fansenes både euforiske og ubarmhjertige side i målfest mod AC Horsens
Der var to comebacks i målfesten, da Brøndby og AC Horsens skulle bevare håbet om mesterskabsspillet.
Oppe i loungen på Brøndby Stadion hænger der et billede fra klubbens bedre tider.
Den daværende træner, Niels Frederiksen, bliver kastet op i luften af de ekstatiske spillere under mesterskabsfejringen i maj 2021. I baggrunden slentrer en smilende Jesper Sørensen væk fra al postyret.
Søndag aften kunne den tidligere assistenttræner ikke snige sig væk fra opmærksomheden - også selvom han måske ville under fem hektiske minutter lige før pausen. For der nede på sidelinjen stod han for første gang som chefen for en af landets største fodboldklubber, da Brøndby IF hentede en vigtig sejr i kampen om top-seks under den omvæltende 5-2 kamp mod AC Horsens.