Simon Kjær: »Vi må tage tæskene, lægge os fladt ned og sige, at dette ikke var godt nok«
VM-fiaskoen kan hverken forklares med dårlig målform hos angriberne eller kaos om anførerbind, lød det fra de danske spillere efter nederlaget til Australien.
DOHA
Andreas Christensen pillede opgivende ved en tom vandflaske. Simon Kjær stod i en hvid skjorte og gloede ud i ingenting. Alexander Bah talte så lavt, at man næsten ikke kunne høre hans ord. Andreas Cornelius slog ud med armene og vendte konstant tilbage til ord som ærgrelse og irritation.
De fire danske fodboldlandsholdsspillere vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle gøre af sig selv og deres følelser af tomhed efter det, der må betragtes som en af de største skuffelser i deres karrierer.
»VM er en sjældenhed. Jeg er bare skuffet. Jeg føler også, at jeg selv kunne have gjort det bedre i nogle situationer,« lød det kortfattet fra Alexander Bah, højrebacken, der blev sendt på banen efter pausen i håbet om, at han kunne genantænde det ugenkendelige danske landshold, der i Qatar har haft det mere end vanskeligt.
Bah ændrede intet. Det var der ingen danskere, der gjorde i 0-1-nederlaget til Australien, som Simon Kjær efterfølgende havde svært ved at forklare:
»Vi havde store forventninger. Ligesom dem derhjemme. Så vi er kede af det – at vi ikke formåede at rulle vores spil ud. Der var momenter, hvor vi var lige ved og næsten, men måske var det kendetegnende for de tre kampe,« sagde Simon Kjær, der tydeligvis havde svært ved at fatte, at Danmark allerede er færdig ved VM.
Anføreren forklarede, at hans lårskade forhindrede ham i at spille 90 minutter, og derfor sad han på bænken.
»Vi må tage tæskene, lægge os fladt ned og sige, at dette ikke var godt nok. På et tidspunkt må vi kigge videre. Vi er ikke blevet dårligere fodboldspillere siden sidste slutrunde. Men det er hårdt.«
Trods 30 mål i 10 kampe i VM-kvalifikationen har Danmark under slutrunden haft store angrebsproblemer. Ét mål i tre kampe er det blevet til mod Tunesien, Frankrig og Australien.
Før slutrunden havde de otte offensive danske spillere kun scoret én gang per 233. minut for klub- og landshold i denne sæson, men angriberen Andreas Cornelius afviser, at den dårlige form kan kobles med udbyttet af – manglende – VM-scoringer.
»Man kan ikke bare kigge på topscorerlisten rundtomkring og tage dem, der har scoret flest mål. Så skal man tage nye med hver gang. I moderne fodbold er det hele holdet, der skal fungere. Derfor kan man ikke sige, at det er angribernes skyld, at der ikke bliver scoret, eller at det forsvarsspillernes skyld, at der ikke lukkes mål ind,« sagde han.
Ej heller vil forsvarsprofilen Andreas Christensen bortforklare fiaskoen med den debat og politik om bl.a. Qatar og regnbueanførerbind, som har trukket overskrift efter overskrift.
»Selvfølgelig har det fyldt. Det har været i baghovedet hele tiden, men jeg synes, vi har været til stede og fået lov til at koncentrere os om fodbold. Det burde ikke have effekt på præstationerne,« sagde han.