Fortsæt til indhold
Fodbold

West Ham varmede op til Silkeborg med sejr over Billing

Forsvarsspilleren Kurt Zouma kom på tavlen, da West Ham slog Philip Billing og Bournemouth 2-0.

/ritzau/

West Ham varmede mandag op til sin kamp mod Silkeborg ved at slå Bournemouth 2-0 i Premier League.

Det var West Hams femte sejr i træk på London Stadium, der også danner ramme for torsdagens møde med Silkeborg i Conference Leagues gruppespil.

Første målscorer mod Bournemouth blev forsvarsspilleren Kurt Zouma, der tidligere i år blev idømt 180 timers samfundstjeneste og frakendelse af retten til at holde kat i fem år.

Det skete, efter at han på en video blev set sparke og slå sin kat.

Saïd Benrahma slog i overtiden sejren fast på et straffespark.

Sejren sender West Ham op på 10.-pladsen i Premier League med 14 point. Bournemouth er nummer 14 med 13 point.

Philip Billing var igen en del af Bournemouths offensiv, men den danske landsholdsspiller var ikke meget i fokus i en halvtam første halvleg, hvor West Ham dog kom på tavlen kort før pausefløjt.

Midtbanespilleren Tomás Soucek headede bolden mod mål efter et hjørnespark, og Kurt Zouma forlængede den ind i nettet til sin første sæsontræffer.

West Ham havde flere muligheder for at øge sin føring i anden halvleg, men forsømte at lukke opgøret.

I stedet tog Bournemouth med en synlig Billing initiativet frem mod slutningen. Det kastede dog udelukkende gode intentioner af sig.

I stedet for en udligning lukkede West Ham nemlig spændingen ud af kampen i overtiden, da Saïd Benrahma lavede sit første sæsonmål på et straffespark dømt for hånd på bolden.

West Ham har sikret sig avancement i Conference League inden kampen mod Silkeborg, og uafgjort torsdag vil sikre London-holdet førstepladsen. Englænderne vandt det omvendte opgør i Silkeborg 3-2.

Silkeborg er toer i gruppen med seks point, mens belgiske Anderlecht har fire point på tredjepladsen.