Fortsæt til indhold
Fodbold

Midlertidigt VAR-nedbrud ramte flere superligakampe

Videosystemet blev ramt af teknisk uheld i både Lyngby og Randers. Årsagen er endnu ukendt.

/ritzau/

Begge de tidlige superligakampe søndag eftermiddag blev delvist afviklet uden VAR.

I opgørene Randers-Silkeborg og Lyngby-OB blev videosystemet nemlig ramt af tekniske problemer. Det blev meddelt på storskærmene på begge stadioner.

Nedbruddet betød blandt andet, at dommeren ikke fik videohjælp i situationen, da OB scorede til 2-0.

Ved den lejlighed mistede Lyngbys Marcel Rømer bolden og snublede efterfølgende i et sammenstød med en OB-spiller.

Dommer Mikkel Redder anerkendte scoringen, og det var altså ikke muligt for videodommerne at tjekke, om det var den korrekte kendelse.

Rømer mener selv, at han burde have haft frispark.

- Jeg ved ikke, hvor stor kontakt der lige præcis skal være – jeg klokker i det til at starte med, og så vender jeg rundt, og så føler jeg, at der bliver spændt ben. I hvert fald nok til, at jeg ikke kan blive på benene. Så i min bog er der 100 procent frispark, siger han til Discovery.

Det er endnu uklart, hvad der var årsag til VAR-systemets midlertidige sammenbrud.