Forsker: »Hvor hooligans slås for slåskampen, slås ultras for klubben«
White Pride er ikke længere at se på lægterne – og det kan have noget med billetpriserne at gøre, mener ekspert. For generelt er billetpriserne blevet dyrere, i takt med at sporten er blevet mere kommercialiseret.
Synkront hopper tilskuerne på B-tribunen på Ceres Park i Aarhus, mens de brøler som sindssyge – højt.
Selv om jeg sidder placeret trygt på pressepladserne blandt andre journalister og hjemmeholdets sponsorer, kan jeg uden det mindste besvær høre, hvad de synger. Men forskellen på disse to tribuner er stor. F.eks. skal man enten være sponsorer, aktionær, VIP-kortholder eller presse for at sidde på A-tribunen, hvor jeg sidder.
På B-tribunen, hvor fans iklædt hvide trøjer hopper og synger, koster en billet 130 kr. Til gengæld er de fleste pladser sandsynligvis optaget af sæsonkortholdere, som har betalt mellem 800-1.200 kr. for at kunne se alle hjemmebanekampe for AGF denne sæson.
Op til sæsonen 2021/22 solgte AGF mere end 5.000 sæsonkort op til superligastart, hvilket er flere end nogensinde før. Det gennemsnitlige fremmøde på stadion den sæson var desuden knapt 10.000 tilskuere. Men hvorfor nævne alle disse tal?