Fortsæt til indhold
Fodbold

Schmeichel begynder sin Nice-karriere på bænken

Kasper Schmeichel er blevet placeret på bænken for Nice, som søndag tager hul på ligaen.

/ritzau/

Det bliver ikke nødvendigvis søndag, at Kasper Schmeichel får sin debut for den franske klub Nice.

Efter skiftet fra Leicester tidligere på ugen må danskeren tage til takke med en plads på bænken fra start i søndagens Ligue 1-opgør mod Toulouse.

Landsmanden Kasper Dolberg er ude med en skulderskade og er derfor slet ikke med i kamptruppen hos udeholdet.

Kasper Schmeichel blev præsenteret i Nice onsdag og modtog sammen med de øvrige nyindkøb Aaron Ramsey og Alexis Beka Beka folkets hyldest.

Danskeren skiftede efter 11 år i engelske Leicester, hvor han blandt andet var med til at vinde Premier League og FA Cup. I alt blev det til 479 kampe i Leicester-trøjen.

Mens den danske landsholdsmålmand begynder på bænken, er to danskere søndag med hos værterne fra Toulouse.

Både Mikkel Desler og Rasmus Nicolaisen har fundet vej til startopstillingen hos holdet, som netop er rykket op i den bedste franske række.

Kampen fløjtes i gang klokken 13.