Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby kan ende i Bulgarien og Irland - Viborg trækker PL-klub

Brøndby kan komme til at møde CSKA Sofia eller St. Patrick's Athletic. Viborg kan løbe ind i West Ham.

/ritzau/

CSKA Sofia fra Bulgarien eller St. Patrick’s Athletic fra Irland.

En af de to klubber bliver Brøndbys modstander i Conference League-kvalifikationens afgørende playoffrunde, hvis klubben lykkes med at eliminere schweiziske FC Basel i tredje runde.

Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag har trukket lod i sit hovedkvarter i Nyon i Schweiz.

Også Viborg var med i bowlen, da der blev trukket lod, og klubben får meget hård modstand, hvis den slår færøske B36 fra Torshavn ud i tredje runde.

Op af hatten kom således Premier League-klubben West Ham, der i sidste sæson sluttede på syvendepladsen i den bedste engelske række.

Brøndbys mulige modstander CSKA Sofia sluttede i sidste sæson som nummer to i den bulgarske liga efter Ludogorets. I Irland følger turneringen kalenderåret, og her ligger St. Patrick’s Athletic lige nu på fjerdepladsen.

Brøndbys næste europæiske opgør venter torsdag i denne uge, hvor FC Basel kommer til den københavnske vestegn. Viborg får færøsk besøg onsdag.