Fortsæt til indhold
Fodbold

Brian Priske bliver cheftræner i Sparta Prag

Den tidligere FC Midtjylland-cheftræner skal fremover stå i spidsen for tjekkiske Sparta Prag.

/ritzau/

Kort efter sin fyring i belgiske Royal Antwerp har Brian Priske landet et nyt job.

Tirsdag oplyser den tjekkiske klub Sparta Prag på sin hjemmeside, at den har hyret danskeren som sin nye cheftræner.

I Sparta Prag bliver Brian Priske træner for den tidligere AGF- og Lyngby-spiller Casper Højer Nielsen.

Han kommer selv til at arbejde under den tidligere stjernespiller Tomas Rosicky, der er sportsdirektør i klubben.

- Brian er dannet af FC Midtjylland-systemet, der har til formål at vinde, udvikle spillere og give muligheder til unge talenter. Det er de samme mål, vi har i Sparta, siger Tomas Rosicky til klubbens hjemmeside.

Sparta Prag blev nummer tre i den tjekkiske liga i den netop overståede sæson og skal på den europæiske scene forsøge at kvalificere sig til gruppespillet i Conference League.

Klubben har vundet mesterskabet i alt 36 gange, først i den tjekkoslovakiske liga og siden den tjekkiske, men det er otte år siden, at Sparta senest strøg til tops.

Siden 2014 har Slavia Prag og Viktoria Plzen vundet hver fire mesterskaber, og den tendens skal Priske altså forsøge at lave om på.

Tidligere i sin trænerkarriere har Priske stået i spidsen for FC Midtjylland, ligesom han har været assistenttræner under Ståle Solbakken i FC København.

Det er bare otte dage siden, at Priske mistede sit job i Royal Antwerp.

Priske havde kontrakt i et år mere, men med fyringen kom han blot til at stå i spidsen for holdet i en enkelt sæson, der sluttede med en fjerdeplads.

Brian Priske indledte trænerkarrieren som assistent i FCM, men blev i 2016 ansat til at arbejde under Ståle Solbakken i FC København.

Samarbejdet blev dog af kort varighed i FCK, og i stedet vendte Priske i 2018 tilbage til FCM, hvor Kenneth Andersen var cheftræner.

I begyndelsen af 2019/20-sæsonen stoppede Kenneth Andersen, og FCM-ledelsen pegede på Priske som først midlertidig og senere permanent afløser.

Det lykkedes at vinde mesterskabet i den første sæson med ansvaret, og året efter kvalificerede FCM sig til Champions League-gruppespillet under Priskes ledelse.

Det lykkedes dog ikke at vinde endnu et mesterskab med FCM, som i stedet måtte se Brøndby løbe med titlen i 2021. Priske skiftede samme sommer til Royal Antwerp.