Fortsæt til indhold
Fodbold

Viborg snuppede den sidste billet til europæisk fodbold

Efter 120 minutters fodbold og en straffeduel i Aalborg vandt Viborg kampen om en plads i europæisk fodbold.

/ritzau/

Samtlige fem danske deltagerhold i næste sæsons europæiske fodboldturneringer er på plads.

Viborg FF sikrede sig søndag aften en plads i Conference League-kvalifikationen med en sejr i straffesparkskonkurrence over AaB i playoffkampen i Aalborg.

Opgøret var endt 1-1 i ordinær spilletid, og det var også stillingen efter den forlængede spilletid.

Det førte holdene ud i en duel fra straffesparkspletten, og her var Viborg en tand skarpere.

Kun en enkelt af AaB’s fire skytter formåede at score, og så kunne Alassana Jatta til sidst få Viborgs europæiske drømme til at gå i opfyldelse.

FC København og FC Midtjylland er som de to bedste hold fra Superligaen en del af næste sæsons Champions League-kvalifikation, mens bronzevinderne fra Silkeborg skal forsøge at komme i Europa League.

Både Brøndby og Viborg har mulighed for at komme i Conference Leagues gruppespil.