Fortsæt til indhold
Fodbold

Danske fodboldpiger får landstrænere på fuld tid

Niveauet skal blive endnu bedre i dansk kvindefodbold ved hjælp af tre fuldtidsansatte ungdomslandstrænere.

/ritzau/

Dansk kvindefodbold skal have et løft på ungdomssiden. Derfor har Dansk Boldspil-Union (DBU) ansat tre landstrænere på fuld tid.

Ny U19-kvindelandstræner bliver Anja Heiner-Møller, og Kristine Pedersen skal være ny landstræner for U16-pigerne.

Endelig har Claus Struck fået forlænget sin aftale som landstræner for U17-pigerne, som han har styret siden august 2020 og skal lede under det kommende EM.

Ifølge DBU er det første gang, at DBU ansætter kvindelige ungdomslandstrænere på fuld tid.

Anja Heiner-Møller kommer fra et job som cheftræner for FC Nordsjællands U18-piger og har i denne sæson været assisterende landstræner på U16-pigelandsholdet.

- Jeg er stolt over at få tilbudt dette landstrænerjob. Specielt fordi det er U19, som er et utroligt spændende alderstrin inden det største trin af dem alle: A-landsholdet.

- Fra mit job i FC Nordsjælland ved jeg, at spillerne i denne transitionsalder har en ekstra stor motivation og er fantastiske at arbejde med, og det glæder jeg mig rigtig meget til.

- Timingen i jobbet er også rigtig attraktiv, fordi landsholdsfodbold og kvindefodbold er i rivende udvikling, siger Anja Heiner-Møller.

Kristine Pedersen er tidligere assistenttræner for både U17-pigelandsholdet og U19-kvindelandsholdet.

- Dansk kvindefodbold er virkelig på vej frem, og det er sindssygt spændende at arbejde med de her unge talenter.

- Jeg glæder mig til at bringe mine egne erfaringer som spiller og træner ind i jobbet, og jeg glæder mig til at give tilbage og være en del af pigernes udvikling, siger Kristine Pedersen.

Anja Heiner-Møller og Kristine Pedersen begynder i jobbet 1. juli og bliver de første kvindelige landstrænere, siden Birgitte Ladefoged var U21-landstræner i 2005.