Fortsæt til indhold
Fodbold

Poulsen og Mæhle sad over i uafgjort EL-kvartfinale

Yussuf Poulsen var skadet, og Joakim Mæhle var heller ikke med, da Leipzig og Atalanta spillede 1-1.

/ritzau/

Yussuf Poulsen kunne have spillet direkte over for Joakim Mæhle, men ingen af de to danske landsholdsspillere var med, da deres klubber torsdag spillede den første kvartfinale i Europa League.

Her sørgede deres holdkammerater for, at der er fuld spænding inden returopgøret i næste uge, da kvartfinalen i Tyskland endte 1-1.

Yussuf Poulsen døjer fortsat med den skade, som han pådrog sig i landskampen mod Holland i slutningen af marts.

Årsagen til Joakim Mæhles kendes til gengæld ikke, da Atalanta ikke har oplyst, hvorfor Mæhle ikke var en del af kamptruppen. I søndags blev danskeren skiftet ind for Atalanta i topkampen mod Napoli.

Torsdagens opgør kunne være gået begge veje, og det kunne snildt være blevet til mere end to scoringer.

Den colombianske Atalanta-frontløber Luis Muriel åbnede målscoringen efter lidt mere end et kvarters spil med et fremragende mål.

Muriel modtog bolden ude i siden, driblede mellem to modspillere og ind i feltet, hvor han fra en spids vinkel klappede bolden i krogen.

Siden nåede både hjemme- og udeholdet at ramme stolpen inden pausen.

13 minutter efter pausen kom udligningen så.

Først brændte Andre Silva et straffespark, og målmand Juan Musso reddede også returbolden, men i samme minut måtte han alligevel hente bolden ud af nettet.

Efter et indlæg pressede Leipzigs Willi Orban nemlig Mæhle-konkurrenten Davide Zappacosta til at dirigere bolden i eget net.

Siden tillod begge hold at brænde kæmpe chancer i den underholdende kamp. Der er returkamp næste torsdag i Italien.