DBU-boss mærker stor interesse for testkampe mod Danmark
Qua gode resultater og en offensiv spillestil er Danmark blevet en højtskattet testmodstander for de bedste.
Hvis det danske fodboldlandshold var en aktie, ville kursen have været stigende de seneste fem år.
Herrelandsholdet er gået fra succes til succes, og det afspejler sig på verdensranglisten, hvor Kasper Hjulmands mandskab er oppe som nummer ni.
Den status gør det også mere attraktivt for andre succesfulde fodboldnationer at møde Danmark. For ud over at være et stærkt hold spiller Danmark også offensivt og er garant for interessante fodboldkampe.
Det siger Dansk Boldspil-Unions (DBU) fodbolddirektør, Peter Møller, forud for landsholdets to testkampe mod VM-deltagerne Holland og Serbien.
- Jeg kan helt klart mærke, at vi er blevet et mere interessant hold at spille testkampe mod. Det skyldes, at vi qua vores resultater og vores spil er rykket længere op på verdensranglisten. Derfor vil mange af de allerstørste gerne møde os, og det har også gjort sig gældende til de her kampe i marts.
- Vi får to topkampe på et højt niveau, og det giver os et rigtig godt afsæt til at skulle spille fire Nations League-kampe i juni, to mere i september og så et VM i Qatar fra november, siger Peter Møller.
Da Åge Hareide tiltrådte i 2016 hed testmodstanderne det år Island, Skotland, Bosnien-Hercegovina, Bulgarien, Liechtenstein og Tjekkiet. I løbet af det år var Danmark selv nede som nummer 50 på verdensranglisten.
Danmark spiller lørdag i Amsterdam mod verdensranglistens nummer ti, Holland. Tirsdag kommer ranglistens nummer 25, Serbien, på besøg i Parken.
Det glæder landstræner Kasper Hjulmand, at det er hold fra den europæiske top, der venter.
- Jeg vil helst møde de bedste. Det er ikke kun en gave for vores hold, men også for vores fans at have så mange store kampe.
- Jeg havde et ønske om at møde et afrikansk eller sydamerikansk land ved den her samling, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi de spiller VM-kvalifikationskampe i den her termin, siger Hjulmand.
Danmark kunne godt have mødt et bedre rangeret hold end Serbien på tirsdag, men i så fald var det blevet på udebane, siger Peter Møller.
- Vi har fået henvendelser fra andre større nationer, men vi ville rigtig gerne have en hjemmekamp, så vi ikke skulle spille to udekampe. Vi ville rigtig gerne have, at danskerne igen kunne komme til landskamp i Parken efter en pause på fire måneder.
- Så det var vigtigere for os at kunne spille i Parken, end det var at møde en endnu større fodboldnation på udebane, siger fodbolddirektøren.
- Og så skal man ikke undervurdere Serbien. De sluttede foran Portugal i deres kvalifikationsgruppe og skal også til VM. Og man kan bare kigge på, at flere af deres spillere er i store europæiske klubber, siger Peter Møller.