Fortsæt til indhold
Fodbold

Giroud sendte Milan til tops med mål mod Napoli

Olivier Giroud scorede det afgørende mål for Milan, som vandt 1-0 over Napoli i søndagens topkamp i Serie A.

/ritzau/

Titelkampen i Serie A bliver ved med at være yderst spændende, og topholdene skifter konstant placeringer øverst i tabellen.

AC Milan vandt søndag aften 1-0 på udebane over Napoli, der er en af de direkte guldrivaler i ligaen i denne sæson.

Med sejren topper Milan nu rækken med 60 point efter 27 kampe. Napoli har tre point mindre på tredjepladsen. Mellem de to hold er Inter placeret med 58 point, men med en kamp i hånden.

Kampens enlige mål i Napoli blev sat ind af den franske landsholdsangriber Olivier Giroud kort inde i anden halvleg.

Milan-angriberen stak en lang fod frem og dirigerede en afslutning fra Davide Calabria i nettet efter 49 minutter.

Inden da var det et yderst jævnbyrdigt opgør med masser af hårde nærkampe og tætte markeringer.

Napoli dominerede med bolden, men havde svært ved at komme frem til store chancer. Dertil var spillet for ustruktureret.

Heller ikke efter Milans scoring formåede Napoli at komme tilbage i kampen.

I flere perioder etablerede napolitanerne et pres mod Milan, men den sidste skarphed manglede.

Angriberen Zlatan Ibrahimovic, som har siddet ude med en skade i de seneste seks kampe, kom på banen og gjorde comeback i slutminutterne for Milan.

Svenskeren nåede dog ikke at gøre det store væsen af sig, men han var med til at køre sejren i hus.

Tidligere søndag vandt Juventus 1-0 hjemme over Spezia. Juventus er nummer fire med syv point op til Milan og kan også stadig blande sig i titelkampen.