Stærk Schmeichel spolerede Leeds-træners debut
Kasper Schmeichel havde flere gode redninger, da Leicester slog et ellers godt spillende Leeds-mandskab 1-0.
Den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel var stærkt spillende, da Leicester lørdag slog Leeds og dennes debuterende cheftræner, Jesse Marsch, med 1-0 på hjemmebane.
Udeholdet var ellers ganske godt spillende og producerede flest chancer i opgøret, men fandt ikke vej til nettet bag Schmeichel. Harvey Barnes blev matchvinder med sin scoring i anden halvleg.
Med sejren rykker Leicester op på 10.-pladsen i Premier League, hvor Leeds holder til lige over nedrykningsstregen.
Amerikanske Jesse Marsch debuterede på sidelinjen, efter at han mandag blev ansat som afløser for den fyrede argentiner Marcelo Bielsa.
Bielsa, der har været meget populær blandt fansene, blev søndag i sidste uge fyret efter en skidt stime og senest fire nederlag i træk med 17 indkasserede mål undervejs.
Netop defensiven så lørdag klart mere solid ud i første halvleg, hvor Leicester trods meget boldbesiddelse blev holdt nede på et minimum af farlige chancer.
Samtidigt leverede Leeds-offensiven en håndfuld chancer af mindre eller mellemstore karakter. Blandt andet efter otte minutter hvor Kasper Schmeichel dog var på plads med en god fodparade.
Danskeren præsterede endnu et par store redninger i en første del af anden halvleg, som Leeds dominerede klart. Blandt andet med en fantastisk reaktion, da Raphinha afsluttede fra tæt hold.
Stik mod spillets udvikling kom Leicester foran 1-0 efter 66 minutter, da kantspilleren Harvey Barnes smart spillede bande med den indskiftede angriber Kelechi Iheanacho og sparkede sit hold i front.
Leeds forsøgte med et afsluttende tryk, men blev ikke for alvor farlig, og dermed sluttede det med holdets femte liganederlag i træk.