FCM slog lokalrivaler i målrigt derby
Der var klasseforskel, da FC Midtjylland kom tilbage på sporet og slog Viborg med 3-1.
FC Midtjyllands fans har ventet i fem år på et midtjysk Superliga-derby i Herning, men ventetiden var det hele værd, da holdet bankede lokalrivalerne fra Viborg med 3-1 i en sejr, der blev grundlagt tidligt i første halvleg.
FCM-træner Bo Henriksen havde før kampen bebudet, at holdet skulle ind og give den »max gas«, og den melding havde han tilsyneladende pumpet ind i sine spillere. Blot 12 minutter gik der, før venstreback Nikolas Dyhr gled et veltimet indlæg fra Joel Andersson i mål, og det satte gang i et tændt FCM-mandskab.
Hjemmeholdet var uden en række profiler, deriblandt anfører Erik Sviatchenko, Paulinho og Max Meyer. Men i stedet trådte andre spillere i karakter. Viborg havde svært ved at sætte en stopper for de hurtige afleveringer, og et kvarter senere så det endnu bedre ud for Bo Henriksens tropper.
Først prikkede den brasilianske profil Evander nemt en ripost fra Charles i mål til 2-0, før han udbyggede føringen til 3-0 med en ekvilibristisk flugter.
Stopklods og stabilisering
Udeholdet havde store problemer med de sortklædtes wingbacks, og det fik efter blot en halv time Viborg-træner Jacob Friis til at skifte ud og foretage en formationsændring, der skulle matche FCM’s formation.
Viborgenserne fik stabiliseret holdet en smule og reduceret kort før pausen, da angriber Jay-Roy Grot kom højest på et indlæg og passerede Élias Ólafsson til 3-1.
Efter pausen gik kampen lidt i sig selv. FCM stillede sig lidt tilbage og parerede Viborgs små offensive stød, mens holdet holdt sig farlige på kontra. Offensivt formåede Viborg ikke at sætte det afgørende pres på FCM, og det blev ikke nemmere, da anfører Mads Lauritsen blev udvist med små 20 minutter igen efter sit andet gule kort.
Resten af kampen forløb på FCM’s præmisser, og dermed vandt holdet for første gang i seks Superliga-kampe og byder sig til i toppen, mens Viborg tabte endnu et skridt i kampen for top-seks.