Fortsæt til indhold
Fodbold

United trodser comeback og slider sig til sejr over Leeds

To lynhurtige mål i anden halvleg var ikke nok for Leeds, der hjemme tabte 2-4 til Manchester United.

/ritzau/

Manchester United fik sig et chok i anden halvleg, da Leeds udlignede med to mål på et minut, men fik alligevel kæmpet sig til en sejr på 4-2 søndag eftermiddag.

Harry Maguire, Bruno Fernandes, Fred og Anthony Elanga scorede de fire mål.

Sejren betyder, at United fortsat indtager fjerdepladsen i Premier League med 46 point for 26 kampe. Både Arsenal og Tottenham er dog lige i hælene og har tilmed spillet tre kampe færre. Leeds har 23 point på 15.-pladsen.

United var ikke nødvendigvis spilstyrende i første halvdel af opgøret, men fik derimod skabt de største chancer.

Det udnyttede den efterhånden udskældte forsvarer Harry Maguire, der fik en smule oprejsning, da han pandede gæsterne foran efter et hjørnespark ti minutter inden pause.

Flere minutter inde i første halvlegs tillægstid fik dyrtindkøbte Jadon Sancho så vist teknisk formåen, inden han nærmest lobbede bolden ind i hovedet på en helt fri Bruno Fernandes, der let kunne passere Illan Meslier i Leeds-målet.

I anden halvleg blev hele opgøret vendt på hovedet efter knap en times spil, da Leeds nettede to gange på et minut.

Først ved angriberen Rodrigo, der overraskende forsøgte at sparke på mål et stykke uden for feltet og fra en skarp vinkel. Men David De Gea havde ikke nogen chance i målet, da han febrilsk forsøgte at parere bolden forbi.

Under et minut senere fik Raphinha taklet bolden det sidste stykke ind over målstregen efter et hårdt fladt indlæg fra venstre side.

Det var i det hele taget et opgør, der bølgede frem og tilbage. Begge mandskaber havde problemer defensivt, men nærmest sprudlede i de offensive indgreb.

Glæden ved udligningen varede da også kun i godt et kvarter for Leeds. Fred scorede nemlig et sjældent mål, da han hamrede bolden i nettet til 3-2.

Leeds måtte til sidst fremad på banen, og det efterlod en masse plads bagtil. Det udnyttede Anthony Elanga, der lukkede og slukkede kort før slutfløjt.

Wolverhampton holder fortsat fast i sine drømme om en plads i ligaens top-4, efter at holdet søndag aften slog Leicester med 2-1 på hjemmebane.

Holdet har 40 point på syvendepladsen, men har spillet to kampe færre end United.