Danskere brillerer med perlemål i Bundesliga-møde
Både Jonas Wind og Jacob Bruun Larsen lavede flotte mål, da Wolfsburg og Hoffenheim mødtes i Bundesligaen.
Der var dansk målshow, da Wolfsburg lørdag tog imod Hoffenheim i Bundesligaen.
Med imponerende mål for hvert hold viste både Jonas Wind og Jacob Bruun Larsen sig således frem på fornem vis i kampen, som endte med en 2-1-sejr til Hoffenheim.
Jonas Wind var først på pletten. I sin blot tredje kamp for Wolfsburg scorede Wind, da han gjorde det til 1-0 med et mål, den 23-årige angriber nok ikke glemmer lige foreløbigt.
Med en fremragende førstegangsafslutning bankede han bolden op i det lange hjørne cirka ti minutter før pausen.
Danskerens scoring faldt efter en omstilling, som Wind selv satte i gang med en hælaflevering til Max Kruse, som endte med at have tredjesidste fod på bolden.
Det var Maximilian Philipp, der serverede bolden for Jonas Wind i hjørnet af feltet. Målet sendte både det begrænsede hjemmepublikum og Wind i ekstase.
Det er kun små tre uger siden, at han skiftede til Wolfsburg fra FC København, for en transfersum som flere medier mener at vide lå på omkring 90 millioner kroner.
Men Jacob Bruun Larsen stjal lidt af rampelyset fra Wind. Med cirka 20 minutter tilbage af kampen udlignede Bruun Larsen med et saksesparksmål kort efter at være blevet skiftet ind.
Det var tilsyneladende gnisten, der tændte ilden i Hoffenheim. Blot et par minutter senere stod der 2-1 til gæsterne efter en scoring af Andrej Kramaric.
Ti minutter før tid afholdt en stor redning af Hoffenheim-målmand Oliver Baumann Jonas Wind fra at udligne med hovedet, og det endte altså også med, at Wolfsburg-danskeren måtte gå fra banen uden point efter at have fået sit første lille gennembrud i sin nye klub.
Med sejren hopper Hoffenheim op på fjerdepladsen i Bundesligaen med 37 point på kontoen, 15 færre end Bayern München har på førstepladsen. Topholdet har dog spillet en kamp færre.
Wolfsburg har med 27 point kun 5 ned til 16.-pladsen, hvis indehaver i slutningen af sæsonen skal møde et hold fra 2. Bundesliga om en plads i den bedste række.