Fortsæt til indhold
Fodbold

Manchester United smed dyre point mod ligaens bundhold

West Ham vandt over Watford og overhaler dermed for nu Manchester United på fjerdepladsen i ligaen.

/ritzau/

På papiret skulle Manchester United på en overkommelig opgave ude mod Premier Leagues bundhold Burnley, men måtte siden stille sig tilfredse med 1-1 og et enkelt point.

Paul Pogba scorede føringsmålet, mens Burnleys Jay Rodriguez udlignede efter effektivt opspil.

Resultatet betyder, at United dumper ned på femtepladsen i ligaen med 39 point for 23 kampe. Burnley har nu 14 point på sidstepladsen.

Gæsterne fik ellers hurtigt lagt et tungt pres på Burnley-forsvaret, der ved flere lejligheder måtte give efter.

Første gang da forsvareren Raphael Varane scorede med et velplaceret hovedstød.

Målet blev dog underkendt af linjedommeren, der mente, at United havde begået ulovligheder op til scoringen.

Fem minutter senere kunne Paul Pogba så sende gæsterne på sejrskurs, da han udnyttede et præcist indlæg fra venstre side ved at sætte bolden op i nettaget.

Kvalitetsforskellen på de to mandskaber var til at få øje på i første halvleg, men efter pausen lignede Burnley indledningsvist et forvandlet hold.

Lynhurtigt fik hjemmeholdet sat nogle gode afleveringer sammen, og pludselig befandt Jay Rodriguez sig alene med David De Gea.

Med et stille puf udlignede han ved at sende bolden forbi United-målmanden.

Kort efter var hjemmeholdet også tæt på en føring, men De Gea hev en formidabel redning frem.

Til sidst endte opgøret med at blive en anelse fastlåst, og begge hold havde besvær med de sidste og afgørende afleveringer.

Tirsdag aften blev der også spillet to andre kampe i Premier League.

I den ene vandt Newcastle hjemme 3-1 over Everton. Det betyder, at holdet kravler over nedrykningsstregen med 18 point for 22 kampe. Everton har et point mere på 17.-pladsen.

West Ham tog en spinkel 1-0-sejr over Watford. Dermed holder London-mandskabet sig til i toppen af Premier League med 40 point på 4.-pladsen og er altså grunden til, at United dumper en plads ned.