FCM's Jens-Lys Cajuste fortsætter karrieren i Frankrig

FC Midtjylland har solgt den svenske midtbanespiller Jens-Lys Cajste til franske Reims.

Artiklens øverste billede
FC Midtjyllands Jens-Lys Cajuste. Arkivfoto: Jens Dresling

Efter længere tids rygter bekræfter superligaklubben FC Midtjylland, at den har solgt den svenske midtbanespiller Jens-Lys Cajuste til franske Reims.

Det meddeler klubben fra Herning på sin hjemmeside.

På Reims hjemmeside oplyser den franske klub, at Cajuste har fået en fireårig kontrakt.

Den 22-årige svensker kom til FC Midtjylland som 18-årig og nåede 79 kampe for klubben, inden han nu rykker videre til Frankrigs bedste række, Ligue 1.

- Med til historien om Jens skal der også lyde en stor ros til Ove Pedersen og scouting-teamet, som så hans talent og potentiale, lang tid før andre klubber fik øjnene op for ham, siger FCM-sportschef Svend Graversen til hjemmesiden.

- At Jens nu står som et af klubbens største salg nogensinde gør kun fortællingen endnu bedre.

Han har været med til at blive dansk mester og spillet både Champions League og Europa League for FCM.

- Det er vigtigt for mig at sige tak for nogle gode år til fansene og alle folk i og omkring klubben, siger Cajuste til fcm.dk.

- Jeg har nydt min tid i FC Midtjylland, og særligt de store præstationer med mesterskabet og Champions League i 2020 kommer jeg til at huske.

Det var i sæsonen 2019/20, at den svenske midtbanemotor for alvor slog igennem og blev en profil på det midtjyske hold.

Siden har skader afholdt Cajuste fra at komme helt op på samme niveau og kontinuitet, men Reims har altså set nok til, at klubben vil punge ud for svenskeren.

Flere danske medier melder om en salgspris i lejet omkring 75 millioner kroner.

Cajuste fik debut for det svenske A-landshold i november 2020. Siden er det blevet til otte landskampe.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen