DBU-direktør besøger Qatar: Behov for kritisk dialog

DBU besøger for tredje gang Qatar forud for VM næste år. Der er behov for kritisk dialog, lyder det fra DBU.

Artiklens øverste billede
Jakob Jensen, direktør i DBU. Arkivfoto: Finn Frandsen

Der skal fortsat kigges nærmere på menneskerettighederne i Qatar, som er vært for VM i fodbold næste år.

Det er en af årsagerne til, at Dansk Boldspil-Union (DBU) for tredje gang besøger Qatar. Besøget varer fra tirsdag til fredag i denne uge.

Besøget byder på møder med Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og den organisation, der arrangerer VM-slutrunden.

Der er behov for kritisk dialog, lyder det fra DBU-direktør Jakob Jensen, der har fokus på øget pres på Qatar og opfølgning på reformer i VM-værtslandet.

- Menneskerettighedssituationen i Qatar er fortsat meget alvorlig.

- Besøget kommer på et vigtigt tidspunkt - særligt med den seneste tids debat, der omhandler pressefrihed, lige rettigheder for alle på stadion og ikke mindst implementering af reformerne for migrantarbejderne.

- Derfor har vi fortsat behov for kritisk dialog og ønsker svar på en række spørgsmål, siger Jakob Jensen.

DBU oplyser, at unionen skal deltage i politiske møder og besigtige forholdene forud for Danmarks deltagelse ved VM.

Besøget er blevet udskudt flere gange på grund af coronapandemien og består af to dele.

I den første del af turen skal der kigges på arbejdstagernes forhold og rettigheder for mulige leverandører, mens den næste del af turen foregår via Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa.

Her deltager DBU i Uefas program, hvor der blandt andet er møder med repræsentanter fra Fifa, den internationale fagforening BWI samt ILO, der er FN’s organisation for arbejdstageres rettigheder.

Jakob Jensen håber, at besøget er med til at sikre optimale forhold for de personer, der skal arbejde omkring herrelandsholdet under VM.

- Det er vigtigt, at der er ordnede forhold hos vores mulige leverandører under slutrunden.

- Det betyder blandt andet, at de bliver behandlet ordentligt i fuld respekt for deres grundlæggende rettigheder, forklarer Jakob Jensen.

VM i Qatar afholdes fra 21. november til 18. december 2022.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen