Juventus vandt over tamme Genoa i chancerig affære

Juventus lægger sig på sjettepladsen i Serie A, efter at holdet søndag vandt 2-0 hjemme over Genoa.

Artiklens øverste billede
Bolden strøg direkte i mål efter et hjørnespark, da Juventus hjemme vandt over Genoa søndag aften. Foto: Isabella Bonotto/Ritzau Scanpix

Det var fortjent, at Juventus vandt 2-0 hjemme mod et tamt Genoa-mandskab søndag aften, da de to hold mødtes i et underholdende opgør i Serie A.

Juan Cuadrado scorede på et direkte hjørnespark, mens Paulo Dybala udbyggede i slutminutterne.

Sejren betyder, at Juventus indtager sjettepladsen i ligaen med 27 point. Det er 11 point færre end AC Milan på førstepladsen. Genoa roder rundt på 18.-pladsen med ti point for 16 kampe.

Det var et energisk Juventus-hold, der satte sig på begivenhederne i hjemmebaneopgøret søndag.

Det var dog ikke i åbent spil, at målet skulle falde, men derimod på et direkte hjørnespark efter ni minutter. Bolden tog både overliggeren og stolpen på vej i mål.

Juventus pressede efterfølgende ihærdigt på for at udbygge føringen. Størst blev chancen, da forsvareren Matthijs de Ligt fik muligheden for at heade Juventus på 2-0.

Ad to omgange formåede Genoa-målmanden, Salvatore Sirigu, dog at holde bolden ude med akrobatiske indgreb.

Kort inden pause skulle Álvaro Morata også få chancen for at score. Dybala fandt ham helt fri foran målet, men endnu en gang stod Sirigu i vejen.

I anden halvleg fortsatte det samme kampbillede. Juventus havde fortsat succes med sit høje presspil.

Hjemmeholdet fortsatte desuden med at skabe den ene kæmpechance efter den anden. Men både Dybala, Morata og Cuadrado missede.

Genoa-spillerne virkede frustreret over kampens tilstand. Derfor blev der i kampens løb begået flere dumme frispark, som udløste flere gule kort.

Juventus-spillerne lod sig dog ikke påvirke af det, men fortsatte blot i samme tempo.

Det skulle til sidst lykkes at score. Efter 82 minutter modtog Dybala bolden i venstre side af feltet og kunne der fra passere Sirigu med en flad afslutning i det lange hjørne. Det var holdets 27. afslutning.

Genoa sluttede opgøret uden at have haft en eneste afslutning.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen