Messi overgik Lewandowski med 33 point i afstemning

Simon Kjær fik 8 point i Ballon d'Or-afstemningen, hvor Lionel Messi slog Robert Lewandowski med 33 point.

Artiklens øverste billede
Lionel Messi har vundet syv Ballon d'Or-titler. Det er rekord og to mere end Cristiano Ronaldo, der har næstflest. Foto: Franck Fife/AFP

33 point adskilte vinderen Lionel Messi og Robert Lewandowski i Ballon d’Or-afstemningen.

Messi sikrede sig mandag sin syvende kåring i karrieren med 613 point, mens Lewandowski fik 580 point. Det oplyser L’Equipe.

Robert Lewandowski fik til gengæld en pris som årets angriber. Den er ikke tidligere blevet uddelt i forbindelse med France Footballs Ballon d’Or-kåringer og blev først introduceret kort før mandagens ceremoni.

Chelseas italienske midtbanespiller Jorginho blev nummer tre i kampen om Ballon d’Ors hovedpris med 460 point, og derfra var der et pænt hop ned til Real Madrids franske angriber Karim Benzema, der fik 239 point.

Den danske landsholdsanfører Simon Kjær blev nummer 18 i afstemningen med otte point, fremgår det desuden.

Det er journalister fra hele verden, der stemmer om prisen, der har været uddelt siden 1956.

Tipsbladet, der uddeler de danske stemmer, gav Kjær ét point svarende til en femteplads.

Det danske fodboldmagasin havde Lewandowski på sin førsteplads, hvilket giver seks point. Jorginho, Lionel Messi og Erling Haaland fik henholdsvis fire, tre og to point på de efterfølgende pladser.

I kvindernes afstemning blev Chelseas danske angrebsstjerne, Pernille Harder, nummer syv. Hun fik i alt 33 point. Barcelonas midtbanestjerne Alexia Putellas vandt prisen med 186 point.

Kasper Schmeichel fik i afstemningen om årets målmand 37 point og blev nummer syv. Den italienske europamester Gianluigi Donnarumma løb med hæderen med 594 point.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen