Fortsæt til indhold
Fodbold

Werder Bremen-træner afviser anklager om vaccinesvindel

Myndighederne i Bremen er i gang med at undersøge, hvorvidt Markus Anfang har forfalsket sit vaccinepas.

/ritzau/

Cheftræneren for den tyske fodboldklub Werder Bremen er under mistanke for vaccinesnyd.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at myndighederne har indledt en undersøgelse af, hvorvidt træner Markus Anfang har forfalsket et certifikat, der viser, at han er dobbeltvaccineret for covid-19-virus.

- Torsdag aften fik ledelsen i Werder Bremen besked om, at der er indledt en undersøgelse af Markus Anfangs påståede brug af en forfalsket vaccineattest, lyder det.

Hvordan mistanken er opstået, oplyser klubben ikke.

Anfang selv afviser blankt, at han skulle have snydt. Ifølge klubben er han ”irriteret og ærgerlig”.

- Jeg har præcis som alle andre dobbeltvaccinerede borgere fået mine to stik i det officielle vaccinecenter og derefter fået det tilhørende mærke i mit vaccinepas.

- Det fik jeg efterfølgende digitaliseret på det lokale apotek og gik ud fra, at alt var i orden. Jeg håber meget, at denne sag snart er belyst, siger Markus Anfang.

47-årige Markus Anfang blev hyret som træner for den traditionsrige klub i sommer.

Den tidligere Kiel-, Köln-, og Darmstadt-træner har fået til opgave at føre Werder Bremen tilbage i den bedste tyske fodboldrække.

Holdet er aktuelt på en skuffende ottendeplads i 2. Bundesliga med seks point op til de direkte oprykningspladser.