HB Køge-træner: Vi skal være modigere og holde på bolden
HB Køges kvinder gæster onsdag Arsenal i Champions League-gruppespillet. Det omvendte opgør tabte Køge 1-5.
HB Køges fodboldkvinder skal onsdag op imod Arsenal på udebane i fjerde runde af Champions League-gruppespillet.
I sidste runde blev det til et 1-5 nederlag til HB Køge, da klubben hjemme tog imod netop Arsenal.
Og Køges fans skal ifølge cheftræner Søren Randa-Boldt nok ikke sætte næsen op efter en sejr.
Men holdet skal være modigere og turde at holde på bolden, forklarer cheftræneren på et pressemøde forud for kampen.
- Vi skal være mere modige og forberede os mere, inden vi modtager bolden. Vi ved, de kommer hårdt. Vi skal spille os væk fra presset og hvile lidt med bolden, siger han.
Og så skal kvinderne på Køge-mandskabet spille kampen helt færdig.
- Jeg håber, at hvis vi kan have bolden noget mere, så kan vi spille 96 minutter i stedet for 82, siger cheftræneren.
To af Arsenals mål kom i de sidste ti minutter af det foregående opgør, og det ærgrer Søren Randa-Boldt.
- Vi var egentlig meget godt tilfredse med det, vi fik leveret i kampen, og så var det selvfølgelig dumt, at de lige fik scoret to til sidst.
- Det var jo nogle sjuskede mål. Når man ser dem igennem, var vi syv HB Køge-spillere mod tre-fire Arsenal-spillere i eget felt, og så er det jo ærgerligt, at de kom til afslutning (og mål red.), siger han.
Cheftræneren glæder sig til gengæld over det første mål til HB Køge i Champions League - nogensinde.
- Det var dejligt at få det første mål, det er vi glade for. Det var jo også en af vores målsætninger. Og nu har vi selvfølgelig den nye målsætning at prøve at score igen, siger han.
Og Søren Randa-Boldt har også en idé til, hvordan det næste mål skal komme.
- Jeg synes, der er plads bag deres backs. De suser jo frem, og det håber jeg, vi kan udnytte bedre, siger han.
Det er første gang, HB Køge er med i Champions League.
Holdet har nul point efter de første tre kampe. Holdet startede med at tabe 0-5 ude mod tyske Hoffenheim. Derefter tabte kvinderne 0-2 hjemme til FC Barcelona.