Gavmilde Milano-klubber delte i Serie A-derby
AC Milan og Inter spillede søndag 1-1 efter et selvmål samt en scoring på straffespark.
Lokalrivalerne AC Milan og Inter var overraskende gavmilde over for hinanden, da de søndag tørnede sammen i Serie A i Italien.
Kampen endte 1-1. Inters mål kom på et straffespark, mens Milans var et selvmål.
Dermed blev det altså til et point til hver. Det lever Milan nok bedst med. Simon Kjær og co. er nemlig syv point foran Inter i tabellen. Milan er nummer to, á point med topholdet Napoli, mens Inter ligger på tredjepladsen.
Inter kom foran allerede efter cirka ti minutter med lidt hjælp fra rivalerne. Franck Kessie begik således straffespark, da han nedlagde Hakan Çalhanoglu i Milans felt.
Tyrkeren tog sig selv af forsøget fra 11-meterpletten, som blev sendt i mål.
Kun cirka fem minutter senere scorede Inter igen. Men i den forkerte ende. Stefan de Vrij fik på utrolig vis headet bolden i eget mål på et Milan-frispark, der blev sendt ind i feltet.
Begge hold var altså i gavehumør, og Milan fulgte op med at begå endnu et straffespark. Men målmand Ciprian Tatarusanu fik med et flot redning af Lautaro Martínez’ spark sørget for, at der forblev lighed på måltavlen.
Inter kom bedst ud til anden halvleg, men målene udeblev, og gassen fes så småt ud af ballonen. I kampens slutning pressede Milan på, men det endte altså uafgjort.
/ritzau/