Poulsen scorede for tredje kamp i træk og sikrede Leipzig-sejr
Yussuf Poulsen blev den store helt for RB Leipzig og har nu scoret i tre bundesligakampe i træk.
Yussuf Poulsen blev matchvinder, da RB Leipzig på hjemmebane lørdag aften tog en stor skalp og nedlagde Dortmund med 2-1 i Bundesligaen.
Den danske landsholdsspiller dukkede op foran mål efter 68 minutter og sendte kuglen i netmaskerne efter flot oplæg fra Christopher Nkunku.
Yussuf Poulsen har nu scoret i tre bundesligakampe i træk og er i alt på fire sæsonscoringer. Derfor sprudler han formentlig af selvtillid, når han i den kommende uge møder ind i den danske landsholdslejr.
Inden Poulsens kasse havde Leipzig været bedre end Dortmund, som i perioder virkede modløse og uden de store idéer frem ad banen.
Marco Reus havde dog formået at udligne RB Leipzigs føringsmål, men Yussuf Poulsen sørgede altså for en sejr og tre vigtige point, der sender klubben op på femtepladsen i tabellen.
Leipzig har haft en meget blandet sæsonstart og har ti point op til førerholdet Bayern München efter 11 runder. Dortmund er fire point efter Bayern på andenpladsen.
RB Leipzig var klart stærkest før pausen. Dortmund-spillerne virkede frustrerede og var usikre, når de havde bolden i egne rækker.
Det udnyttede Leipzig efter knap en halv time, da Josko Gvardiol ud af det blå sendte en lang, flad bold frem til Christopher Nkunku, der var helt fri. Franskmanden rundede Dortmund-keeper Gregor Kobel og sendte bolden i et tomt net.
Det var Nkunkus mål nummer 11 i 17 sæsonkampe.
Dortmund slog imidlertid tilbage kort inde i anden halvleg. Marco Reus fik bolden i helt fri position foran mål efter en god stikning, og helt køligt placerede han den i netmaskerne bag Péter Gulácsi.
Yussuf Poulsen kom i fokus efter 65 minutter, da han fik gult kort for at gå for hårdt til Kobel i Dortmund-målet. Tre minutter senere kom han i fokus for at udplacere Kobel.
Christopher Nkunku sendte bolden ind foran mål fra venstresiden, og Poulsen nåede frem og sparkede den ind til 2-1.
Yussuf Poulsen kan med et smil på læben nu sætte sig på flyet mod Danmark, hvor Færøerne venter i VM-kvalifikationen på fredag.
/ritzau/