Leipzig slipper for skadet Messi i Champions League-dyst
Lionel Messi døjer med en muskelskade og smerter i knæet, oplyser PSG før kamp mod RB Leipzig.
Lionel Messi scorede to mål i Paris Saint-Germains seneste dyst mod RB Leipzig, men tyskerne slipper for argentineren i onsdagens gensyn.
PSG har offentliggjort truppen til udekampen på sin hjemmeside, og her er Messis navn ikke iblandt.
Franskmændene oplyser, at Messi oplever ubehag i sit venstre baglår og smerter i det ene knæ.
Champions League er ellers den eneste turnering på klubplan, som 34-årige Messi har scoret i, siden han i sommer skiftede FC Barcelona ud med PSG.
Angriberen har stadig sit første ligamål til gode, og i fredagens kamp mod Lille måtte han udgå efter første halvleg med sine skavanker.
Heller ikke italieneren Marco Verratti er til rådighed for træner Mauricio Pochettino, og spanieren Sergio Ramos er fortsat ikke sin skade kvit efter sommerskiftet fra Real Madrid.
PSG vandt det omvendte opgør mod tyskerne, der har danske Yussuf Poulsen i truppen, med 3-2.
Storklubben fører Champions League-gruppen med et point ned til Manchester City, som onsdag møder Club Brugge i gruppens anden kamp.
Brugge og Leipzig har henholdsvis fire og nul point som nummer tre og fire i gruppen.
/ritzau/